Skanderborg Kommune vil cykel-samarbejde
Supercykelstier skal gøre det mere attraktivt at være cyklist
Det skal være mere attraktivt at tage cyklen. Derfor skal gode cykelstier prioriteres højere, mener formand Claus Leick (SF), miljø- og planudvalget i Skanderborg Kommune, som 4. november har inviteret de øvrige østjyske kommuner til fællesmøde om supercykelstier.
"Der mangler et samarbejde for et sammenhængende cykelstinet i Østjylland. Aarhus gør det godt, men omegnskommunerne skal også hægtes på, så stierne ind til Aarhus og på tværs af byerne i nabokommunerne også er koordinerede," siger Claus Leick.
Samarbejdet skal bl.a. omfatte fælles planlægning af nye stier, vedligeholdelsesplaner, skiltning, lys og snerydning. Målet er at få så mange som muligt til at cykle ved at gøre det bekvemt at bruge cyklen som transportmiddel f.eks. til og fra arbejde.
"Idéen med samarbejdet er at tænke meget mere på tværs af kommunerne – f.eks. kan vi i Skanderborg koble os på den nye cykelsti til Borum og på den måde gøre det nemmere for borgerne i det nordlige Skanderborg at cykle på arbejde eller til studier i Aarhus," fortæller Claus Leick.
Super = Stigning
Sidsel Birk Hjuler, der er programleder for supercykelstierne i hovedstadsområdet, er inviteret med til mødet for at fortælle om det sjællandske samarbejde mellem 27 kommuner og Region Hovedstaden.
"Cykelområdet har været præget af en opfattelse af, at det er korte ture, der ikke går meget længere end til kommunegrænsen, men vores erfaring i hovedstadsregionen er, at folk er villige til at cykle rigtig langt – i gennemsnit 11 km," fortæller Sidsel Birk Hjuler.
Hun ser gode perspektiver i at udvikle en bedre cykelinfrastruktur omkring Aarhus.
"Når vi laver supercykelstier, giver det en stigning i cykeltrafikken på 23 pct. Vi har også stopinterviewet folk, og der viser det sig, at 26 pct. er helt nye cyklister, hvoraf 14 pct. tidligere tog bilen. Så det har også en dokumenteret overflytningseffekt, hvis man gerne vil have flere til at være mere fysisk aktive," fortæller hun.