Fortsæt til indhold

Den Uendelige Bro udkommer på bog

Arkitekten bag Den Uendelige Bro, Johan Gjøde er på vej med en bog om Den Uendelige Bro

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

bro En kringlet og sjov tilblivelseshistorie. Sådan beskriver arkitekten Johan Gjøde fra 'Gjøde & Partnere,' historien om Den Uendelige Bro, som blev vældig populær blandt aarhusianerne under Sculpture by the Sea i 2015 og siden er blevet en fast del af Aarhus' kystlinje.

I efteråret 2016 var Johan Gjøde inviteret til London til Royal Institute of British Architects for at holde oplæg om lige præcis Den Uendelige Bros historie og tilblivelse.

Oplægget og alle oplevelserne omkring broen blev startskuddet til en bog om Den Uendelige Bro, som kommer på gaden i løbet af foråret.

"Det var i London, skitsen til bogen opstod - oplægget blev en syret afslutning på broen. Hele broens historie har jo nogle skøre drejninger undervejs, og publikum grinede, for det var jo en fed og forunderlig historie. Bogen handler om hele tilblivelsen, og alt det den har sat i gang - alle de ringe i vandet, den har givet," fortæller Johan Gjøde.

En skør historie

Når han henviser til den forunderlige og skøre historie omkring Den Uendelige Bro, så handler det om, at broen var en sjov ide fra tegnestuen, som man gerne ville have opført i Aarhus. Derfor forsøgte man at få Aarhus Kommune med på idéen, men projektet blev bremset midlertidigt på grund af en lang række godkendelser, der skulle på plads. Der blev søgt fonde, men det endte med, at broen blev en del af Sculpture by the Sea, og så rullede det hele derfra. Billeder af broen gik viralt, og en succes var skabt i Aarhus.

Da den skulle pilles ned, var der nærmest folkeprotester fra det aarhusianske folk - man mente, at broen var kommet for at blive, men i mellemtiden meldte ejeren af Molskroen i Ebeltoft, Henrik Frederiksen ud, at han havde købt den, men det var ikke korrekt. Efterfølgende gik et stort arbejde i gang med at få alle godkendelser i hus og hele projektet til at blive permanent, og Lokalavisen Aarhus gik aktivt ind i sagen ved at starte en indsamling, så broen kunne blive genopført i byen. Det hele lykkedes, og Den Uendelige Bro er nu som bekendt en fast del af Aarhus.

En masse med

Johan Gjøde fortæller selv hele historien i bogen, men flere andre fortæller også blandt andre stadsarkitekten Stephen Willacy, ARoS’ direktør Erlend Høyersten og kulturrådmanden Rabih Azad-Ahmad. Derudover kommer der en række af borgernes og brugernes egne, private billeder fra broen, ligesom der også kommer en fortælling om Aarhus' historie ved området omkring Varna Palæet, hvor broen ligger nedenfor.

"Varna blev jo faktisk bygget, fordi kommunen i sin tid ville have styr på det illegale ølsalg. Varna var det første, man så, når man kom sejlende ind med dampskibe, og det er jo faktisk kommunens våbenskjold med tårne, der er på Varna. Det yderste af anløbsbroen dengang er lige der, hvor broen ligger i dag. Det er en sjov historie, som vi fandt ud af i processen, og vi ville gerne ud og fange det punkt, så på den måde er Den Uendelige Bro bundet sammen med et stykke af Aarhus' historie," siger Johan Gjøde.

Ingen arrangementer

For Johan Gjøde er det vigtigt, at der ikke bliver holdt konkrete arrangementer på broen, og at den bevarer det udtryk, der er tænkt omkring den.

"Den skal favne det tomme rum. Det er ikke et eventsted - det tager andre dele af byen sig af. Det er en tom ramme, hvor man kan komme ud og få ro i hovedet eller hygge sig med venner og familie," siger arkitekten bag Den Uendelige Bro, der blankt erkender, at selv om det er med en stor portion ydmyghed, så er han stolt af Den Uendelige Bro.

"Jeg er da stolt. Det er fantastisk med en idé, der har givet noget til andre mennesker og at se, hvordan noget så simpelt kan virke så stærkt," siger arkitekten med et beskedent smil.