Præsteklumme: De vanskelige spørgsmål

præsteklumme En af de mange gode ting ved at være præst, er, at mange mennesker forventer, at man har noget fornuftigt at sige. Det illustreres i virkeligheden fint ved, at nogen har stillet denne avisspalte til rådighed til mig og mine præstekollegaer.

Det er et privilegie at have en plads i verden, hvor man bliver lyttet til, hvor de ord man siger vejer noget. Det er ikke mange, der er det forundt. Det vidner om, at præsterollen stadig af en stor del af befolkningen, er omgærdet af respekt og tillid, hvilket gør gerningen meget lettere at udføre, når man som ny træder ind i den. Det giver et stort forspring, at så meget er givet på forhånd qua kåben, at man ikke ved hvert møde forfra skal bevise sit værd og vinde tilliden.

I mit præsteliv møder jeg mange forskellige mennesker, fra forskellige samfundsgrupper, i forskellige aldre og forskellige livssituationer. Jeg har samtaler med lykkelige unge forældre, der skal have deres barn døbt, forskelskede, der skal giftes, knuste, der har mistet og i det hele taget bare mennesker, der har lyst til at snakke. Fælles for alle disse dybt forskellige mennesker er, at de dagligt udfordrer mig og holder mig på tæerne med deres vanskelige spørgsmål.

En fordom man ofte hører, er, at almindelige mennesker ikke går op i de teologiske, svære, store spørgsmål – de vil bare have deres bryllup eller deres dåb og så ellers ikke så meget snak. Det er måske nogen gange tilfældet, indrømmet, men jeg skulle hilse og sige, at det ikke er grundreglen. Almindelige mennesker, viser det sig, tænker nemlig meget over tingene. Og gudskelov gider mange af dem, at dele disse tanker med deres præst. For det er nemlig præcis, hvad de bør bruge os til. Det er en af hovedårsagerne til, at vi sidder ude omkring i sognene. På det seneste er der fx flere der uafhængigt af hinanden har spurgt mig, hvorvidt udøbte børn kan være Guds børn, eller om det kun gælder de døbte – og vil det så sige, at den døbte morder er Guds barn, men at den udøbte fredselskende, superspeltfar ikke er Guds barn?

Det er et rigtigt godt spørgsmål at forholde sig til, når man står over for en barnedåb, eller i det hele taget for alle, der selv er døbt. Hvad betyder dåben? Er den transformativ eller bare symbolsk – eller findes der en tredje løsning? Hvor omfangsrig er Guds kærlighed? Er Gud virkelig så bureaukratisk, at Han går op i dåbsattester? Jeg anbefaler at man udfordrer sin præst med den slags spørgsmål – det er derfor, vi er her. Jeg siger ikke, at vi har en facitliste, eller at det oftest lykkes os at besvare fyldestgørende, men bare at have den levende samtale eller endda diskussion om de svære spørgsmål beriger vores liv.