Kongen i staklen

præsteklumme Hvordan kan en mand, der skaffede mad til tusinder, sige han er en af de sultne? Hvordan kan en mand, der helbredte syge, selv være syg? Hvordan kan ham, der er herre over himmel og jord ende i fængsel? Hvilket fængsel kan holde på ham, der gik på vandet og talte stormen ned? Hvordan kan Jesus, ham der er frelseren være en fremmed? Jesus, Herren, klædt af og nøgen?

Men sådan beskriver Jesus sig selv, når vi hører om ham i kirken på søndag. Han er en af dem, der er sulten og tørstig, fremmed, nøgen, syg og i fængsel.

”Du satte dig selv i de nederstes sted” er en af mine yndlingssalmer, som vi synger i kirken. For det var, hvad kongen over alle konger gjorde, den almægtige Gud, han satte sig selv i de nederstes sted som sulten, syg, fremmed, nøgen og i fængsel.

En norsk biskop har engang sagt, at vi skal se Jesu ansigtstræk i ethvert andet menneskes ansigt. ”At se Guds ansigt i alle de lidendes furer og rynker”. Det er Gud, der pines og plages, når et andet menneske sulter, tørster, er i fængsel – ja hver gang et menneske behandles som noget andet end et menneske. Gud er gemt i ethvert menneske, og derfor skal ethvert menneske behandles med respekt, værdighed og kærlighed. De tanker kan vi stadig vælge at leve efter i dag, når vi står over for en sulten, tørstig, fremmed, nøgen syg eller i fængsel. Vi kan alle gøre en forskel i et andet menneskes liv.

På søndag hører vi også, at der kommer en dom, en regnskabets time. En dag hvor dommeren i det høje velsigner og forbander. Det fantastiske er, at Jesus, kongen over alle konger, selv endte sit eget liv på jorden som en stakkel, som sulten, tørstig, fremmed, nøgen, syg og i fængsel – for at sætte os fri fra dommen. Den langfredag for længe siden hvor det skete, må vi stadig klynge os til – og så ellers gå ud og se Guds ansigt i ethvert andet menneske vi møder på vores vej.