Fortsæt til indhold

Rekord-omsætning i brugsen

SuperBrugsen i Hammel er i en rivende forandring netop nu, og sådan fortsætter det frem til den nye butik åbner i slut-april. Allerede nu fører tilbygningen positive vinde med sig

Samfund
Christina S. Johansen

Hammel Der sker virkelig ting og sager både i og omkring SuperBrugsen i Hammel i denne tid. Udenfor er den nye parkeringsplads åbnet og indtaget af bilister. Indenfor er kasselinjerne i den nye tilbygning også taget i brug.

Vi mennesker vil jo allerhelst kunne gå lige ud af bilen og ind i forretningen. Sådan er vi indrettet.

Rene Sørensen, brugsuddeler

Den nye frugt og grønt-afdelingen er ligeledes oppe at køre, og væggen mellem den gamle butik og tilbygningen er helt væk.

"Så nu kan man faktisk gå hele vejen ned gennem butikken. Det er super, og vi får så meget ros fra kunderne," siger brugsuddeler Rene Sørensen.

Ny p-plads virker godt

Der har været et par negative røster på de sociale medier omkring to-timers begrænsningen på de nye parkeringspladser.

"Men det har aldrig været meningen, at folk skal kunne parkere her en hel dag. På to timer kan langt de fleste nå deres ærinde i byen. Man kan sagtens nå til frisøren eller tandlægen og så ind og handle i brugsen bagefter," siger Rene Sørensen, hvis indtryk faktisk er, at kunderne er meget glade for de nye p-pladser.

Han tilskriver faktisk den nye parkeringsmulighed en del af æren for, at SuperBrugsen 1. december oplevede den bedste søndags-omsætning nogensinde - og 2. og 3. december var 10 procent højere end samme periode sidste år:

"Vi mennesker vil jo allerhelst kunne gå lige ud af bilen og ind i forretningen. Sådan er vi indrettet. Og så hjælper det selvfølgelig også, at stien ned til Østergade er blevet åbnet," siger brugsuddeleren.

De kommende måneder knokler håndværkerne og SuperBrugsens ansatte videre, så hele butikken forhåbentlig står klar til åbning sidst i april.