Hadsten Håndbold kan blive årets håndboldforening
For andet år i træk er Hadsten Håndbold tæt på titlen som årets håndboldforening
Hadsten Håndbold blev for kort tid siden kåret som årets forening i Favrskov under Guldfesten i Favrskov.
Nu kan foreningen måske også vinde titlen som Årets Håndboldforening 2019.
18 klubber har været med i kapløbet om at blive kåret som Årets Håndboldforening 2019. DHF’s Bredde- og udviklingsudvalg har snævret feltet ind til tre finalister.
De tre nominerede foreninger er: Team Vestfyn, Galten FS og Hadsten Håndbold.
Derfor er repræsentanter fra Hadsten Håndbold inviteret til at deltage ved Håndboldherrernes sidste EM-kvalifikationskamp mod Færøerne 16. juni 2019 i Gigantium, Aalborg, hvor den endelige vinder af titlen bliver afsløret på halgulvet i pausen. Vinderen modtager desuden en check på 20.000 kroner til TRESS-produkter.
Det er andet år i træk, at Hadsten Håndbold er indstillet til prisen.