25 år med Ry Havnekoncerter
Der er ikke mindre end 19 arrangementer i årets Havnekoncert-kalender
Da havnekoncerternes 'moder', Trine Jørgensen fra Ry, Kommune for 25 år siden fik en ide om at lave koncerter på havnen i Ry i forbindelse med, at Ry Borgerforening have nyopført en musik pavillon, havde ingen vel turdet håbe, at dette initiativ vil fortsætte 25 år frem, med de 30 fremmødte der var til den første koncert.
Projektet lykkedes dog med økonomisk opbakning gennem årerne fra Ry Borgerforening, kommunen og gode sponsorer. Der har været mange frivillige som har arbejdet utrætteligt med at udvikle det enkle koncept som havnekoncerterne bygger på, så der i dag kan samles ca. 12.000 tilhørere til en sæson med 19 koncerter, startende i midten af juni til midten af august hver onsdag og søndag aften kl. 19.30 og i 1 time.
Årets program:
- Søndag 16. juni: Harmoniorkesteret TONICA og Mona Britt Nykjær er vanen tro de første, de møder det faste havnekoncertpublikum i Ry.
- Onsdag 19. juni: 59-ers. En lille times tid med Poul Dissing numre .
- Søndag 23. juni: Skt. Hans på Skimminghøj.
- Onsdag 26. juni. Det 40 mands store AROS Blæserne - Brass Bandet fra Aarhus kommer og spiller populærmusik alle kan være med til at nyde.
- Søndag 30. juni: Phil Stewart fra Californien bragte sin kulturelle musikarv fra 60- og 70-erne med sig til Danmark. Phil Stewart Band spiller melodiøse og stemningsfulde numre af bl.a. Paul Simon, Eagles, John Mayer.
- Onsdag 3. juli: Maltekspressen - spillemandsmusik med fut og fart over feltet. I 24 år optrådte de på gaden i Tønder, nu er de også på scenerne.
- Søndag 7. juli: Jubilæumskoncert med Laura Flensted Jensen & Niels Bo Emgren. Denne aften er havnekoncerternes festaften. Den 25. sæson fejres med et gensyn med sangerparret Laura Flensted-Jensen og Niels Bo Emgren, der atter fylder havnerummet i Ry med boblende toner og godt humør. Sammen med deres dygtige pianist, Niels Nørager, vil de fremføre kendte arier og duetter fra opera og musicals og et i øvrigt bredt repertoire af medrivende sange fra nær og fjern. Aftenen vil blive festligholdt på forskellig vis.
Lokale toner
- Onsdag 10. juli: Fromseier & Hockings. Ditte Fromseier, kendt violinist fra ”Mariehaven” og hendes mand, Sigurd Hockings, der er opvokset i Ry. Guitar og violin i største harmoni. Det unge par turnerer verden rundt med forskellige bands, men optræder ofte som duo.
- Søndag 14. juli: Erikson & Mogensen. En koncert med duoen "Erikson & Mogensen" vil være som en vandring på Memory Lane, med mange forskellige stilarter, der spænder over Rock, Jazz, Blues Folk, Latin og enkelte instrumentalnumre. En duo som det voksne publikum kan glæde sig til.
- Onsdag 17. juli: Trækfuglene. Et lille velspillende orkester fra Djursland med 3 harmonikaer og tilhørende sangerinde. Trækfuglene har et repertoire fra Giro 413 og tilsvarende. Et hyggeligt og festligt gensyn.
- Søndag 21. juli: Sten og Kaj
- ’Sten og Kai’ er to ‘gamle Ry-drenge’ der elsker at spille melodier fra 50’erne og frem. Sange som alle kender og man får mulighed for at synge med på. Det er bl.a. Four Jacks, Kim Larsen, The Beatles m.fl.
- Onsdag 24. juli: The Old Hounddogs. Efter ca. 50 år i musikbranchen har de fundet sammen og dannet boybandet The Hounddogs. De spiller pigtrådsmusik fra ca. 1960-65. Kommer omkring Cliff, Shadows, Rocking Ghost og mange flere.
Den levende jukebox
- Søndag 28. juli: Creole Catz’. Swingende og lyttevenlig jazz, blues og boogie. God stemning med jazz og danske evergreens med flerstemmig sang og iørefaldende arrangementer.
- Onsdag 31. juli: Mindst 4. Orkestret er kendt for sit meget alsidige repertoire af irsk, dansk, skotsk og svensk folkemusik. Du kan møde dem lige fra Bryghuset i Bøllingsø til Tønder festival. Nu endnu engang i Ry.
- Søndag 4. august: Plug'n'Play. Et akustisk og humoristisk band, der også er kendt som "den levende jukebox", når de leverer lidt fra plader med Nancy Sinatra, Michael Jackson, Bruce Springsteen, Lone Kellerman m.v. Der en udstråling og energi til en festlig aften.
- Onsdag 7. august: Fools For Blues er for kendere og elskere af blues/rock, men selv de, der ikke lige troede, de var til blues, må overgive sig til bandets musikalitet og spilleglæde. Orkesterets motto er "skal der være gang i den, så lad der være gang i den".
Ry Jazzværk lukker og slukker
- Søndag 11. august: Sarah & Old Boy’s Rocking’. Når de fire modne herrer og unge Sarah Sandgaard indtager scenen ved Ry Havnekoncerter, bliver det en times tilpasset musik med ældre Rock and Roll og et stænk Country.
- Onsdag 14. august: Orkestret Ked`li består af fem mænd i deres bedste alder, alle med en fortid inden for jazz- og populærmusikken. Swingende, udadvendt musik og i år med sangerinden Jannie Lavrsen. Numre fra den store, amerikanske sangbog, danske evergreens samt nogle af popmusikkens klassikere.
- Søndag 18. august: Ry Jazzværk. De kommer sejlende ind, går streetparade, underholder med fællessang. Traditionel jazz der er blevet en tradition på havnekoncerternes afslutning.
cns