Skrift, ja. Møde, nej tak
Naboer til hundecentret ved Sall vil ikke mødes med kommunen, før der er givet skriftlige svar. Kommunen tilbyder et møde
Hundecenter-sagen De 13 naboer til et muligt hundecenter på Skolevangsvej 105 mener stadig ikke, at forvaltningen har svaret på deres mange spørgsmål omkring sagsbehandlingen.
Til gengæld har borgmesteren og topembedsfolk i flere omgange på kort tid tilbudt naboerne et møde om sagen, hvor de vil rede trådene ud.
Men det beroliger stadig ikke de 13 naboer, der netop har afvist at dukke op til et fysisk møde, før de har fået skriftlige svar.
"De undviger jo konsekvent at svare på vores spørgsmål. De lytter ikke. De leverer stadig ikke nogen form for service. Sagen har kun været præget af fejlbehæftet og langsommelig sagsbehandling, undvigelser, sjusk og direkte nægtelse af at besvare spørgsmål," skriver Laila Jerming Graf på vegne af de 13 naboer.
Hvorfor vil I holde møder, men ikke svare skriftligt på spørgsmål?
"Vi har fra kommunens side svaret på naboernes anmodninger om aktindsigt, svaret på spørgsmål i forbindelse med naboernes klage til Planklagenævnet og herudover svaret skriftligt på hele 43 spørgsmål fra nabogruppen. Vi betragter derfor sagen som fuldt oplyst, og tilbuddet om afholdelse af et møde står herudover fortsat åbent for naboerne," siger Henrik Jensen, Plan- og Byggechef i Favrskov Kommune.