Fra tre til ét spor på Ringaden i fem uger
Ferieugerne bliver brugt til stort anlægsarbejde på Vestre Ringgade mellem Paludan-Müllersvej og Viborgvej
Fra på mandag den 1. juli bliver der fem uger med kun ét spor i hver retning på Vestre Ringgade i Aarhus. Det gælder på en strækning mellem Paludan-Müllersvej og Viborgvej, hvor der skal anlægges fjernvarme.
Ringgaden er til daglig tresporet i hver retning på denne strækning, og begrænsningen til ét spor forventes da også at give gener for trafikanterne på og nær Ringgaden, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Anlægsarbejdet er af hensyn til trafikken planlagt til ferieugerne, hvor der er mindre trafik.
Fjernvarmearbejdet går ud på, at en ny stor fjernvarmeledning skal krydse Vestre Ringgade ved Botanisk Have og derefter føres langs et stykke af Vestre Ringgade og frem mod Eugen Warmings Vej.
Arbejdet skal sikre fjernvarme til alle i Aarhus Midtby, hvor der for tiden er flere nye store beboelsesområder på vej, blandt andet det nye Brokvarter ved Godsbanen og langs Søren Frichs Vej og den nye bydel ved Tage Hansens Gade, hvor det tidligere sygehusområde bliver til beboelse.
jr