Giv os i dag…

Klumme Det er sommer lige nu, og det er heldigvis for mange af os tid til at slappe af - nyde - leve - være sammen - være familie - tale sammen - spise sammen og alt muligt andet sammen. Og så er det måske også tid til at tænke sammen og lægge planer sammen, og hvad skal vi sammen?

Skal vi til at have en ny mere bæredygtig livsstil og lægge kødet på hylden - flyve lidt mindre - eller er det noget, som mest bare er for såkaldte klimatosser? Eller skal vi noget helt andet?

På den måde er sommerferien måske en rigtig god tid til - mens man nyder et glas rosévin og grillmad på terrassen, og mens solen går stille ned - sådan at kigge lidt på os selv?

For en rum tid siden, så jeg et fint kunstværk, som handler om det her. Det var ganske simpelt et kæmpestort billede af en række personer i et hektisk byliv - sådan et lille udsnit af verden. Man kunne se, at de alle var i konstant bevægelse. Der var en flyttebil i midten af billedet, ting, møbler, og der blev taget ud og ind af bilen, og der var mennesker på vej - en med en buket blomster, en anden med en attachemappe, en med en skoletaske, en med en barnevogn, en med værktøj i hænderne, et ældre menneske på vej med sin stok osv. Alle, hver og en, med drømme og længsler inde i hovederne og i hjerterne, og alle på vej efter en drøm og et mål og en mening og konstant i forandring og bevægelse.

Ja, sådan et billede, der i al dens nøgterne og enkle gengivelse af menneskelivet, som vi alle sammen kender det, fortæller om både livets store betydning, men så sandelig også om dets flygtighed, tilfældighed og måske til tider også om en art ensomhed.

Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på, at vi måske kan lære noget - eller i al fald lidt - af tidlige tiders sans for taknemmelighed.

Dengang man ikke antog for en selvfølgelighed, at vi hver især selv synes at være verdens ophav, centrum og skaber. Førend vi fik den opfattelse, at vi kun er, hvad vi selv gør.

Dengang det måske nærmest var en selvfølge at bede hver dag med ordene:

"Giv os i dag vort daglige brød..."

Ja, førende brød var et billede på noget andet og større end kedelige kulhydrater, der skal bekæmpes med afholdenhed og kalorie-Apps på mobilen.

Ja, hvor den sætning måske var en daglig besindelse og øvelse i at få øje på livets storhed, og hvilken fantastisk gave det er at få lov at leve et liv sammen med hinanden - midt i al det hektiske, bøvlede og komplicere menneskeliv, som det også er for os alle sammen.

En besindelse på og taknemmelighed over, at livet har vi fået et sted fra, og vi har det alene sammen med nogen og i kraft af alt det, som vi har omkring os og er til i.

Det er da lige til at blive i god og taknemmelig feriestemning af.

God sommerferie!