Fortsæt til indhold

Omstridt cykelsti på havnen i Aarhus bliver gjort trafiksikker

Cykelstien mellem Navitas og Dokk1 bliver ændret

Samfund
Arkiv

En tydelig markeret dobbeltrettet cykelsti skal gøre op med de trafikproblemer, som den relativt nye cykelsti på Havnepladsen i Aarhus giver.

Cyklister fortæller, at de er i tvivl om, hvor de må og skal cykle, og det vil Teknik- og Miljø rådmand Bünyamin Simsek nu gøre op med.

"Det tager blot få minutter en mandag morgen at konstatere, at den nuværende løsning ikke fungerer. Jeg er glad for, at vi har fundet en trafiksikker løsning, hvor det bliver tydeligt for alle trafikanter, hvordan man skal færdes. Samtidig er det en løsning, som ikke skæmmer det æstetiske udtryk i området,” siger rådmanden i en pressemeddelelse.

Cykelstien på Havnepladsen mellem Navitas og Dokk1 er i dag markeret med diskrete vejsøm, som nu bliver suppleret med optegnede cykelbaner og cykelsymboler. Denne løsning findes allerede blandt andet på Europaplads.

Slut med shared space

Vigepligten omkring letbanetraceet er en anden udfordring, oplyser kommunen. I dag gælder shared space (fælles plads)-konceptet, men det har vist sig at skabe utryghed særligt hos letbanechaufførerne. Det bliver derfor ophævet, så ingen er i tvivl om, at Letbanen har førsteprioritet.

Derudover skal sænkbare pullerter på Hack Kampmanns Plads forhindre, at biler uden et ærinde forvilder sig ind i området.

Arbejdet med at udføre forandringerne på og omkring Havnepladsen begynder i efteråret, når Østjyllands Politi har godkendt de sidste detaljer i projektet.

jr