Fortsæt til indhold

Aarhusiansk paradis må ikke spoleres for kommende generationer

"Jeg håber, at rigtig mange borgere vil være med til at beskytte området og lægge et pres på vores lokale politikere," skriver stifter af forening, der kæmper mod nuværende planer for stadionområdet

Samfund
Marie Nørgaard Laursen, Irisvej 9, 8260 Viby J

Mellem Havreballe Skov og Højen - vest for kongevejen, Forstbotanisk have, og Marselisborg Slotspark på den ene side og øst for Jyllands Allé og Observatoriestien på den anden side - ligger Den Grønne Kile. Et bynært natur-, kultur- og sportslandskab – et grønt aarhusiansk klimabælte, som er meget mere værd end en hel pose guld!

Kilen huser blandt andet det flotte røde stadion, den legendariske Aarhus Cyklebane, Arenaen, Væddeløbsbanen, Observatoriet, klubhuse, tennisbaner, kastegård og det smukke udsigtsområde Højen med videre.

Den Grønne Kiles værdi består udover de mange sports- og kulturfaciliteter af en masse andre værdier som er alt det ind imellem: Et væld af rekreative muligheder af skønne anlagte og selvstampede stier, overgange og omkransende arealer. Alt det ind imellem, som danner en smuk samhørighed, og som er limen, der binder området sammen på helt unik vis.

Det er intet mindre end et Aarhusiansk paradis – og tilmed et grønt klimabælte, der bare ikke må tabes eller spoleres for nuværende og kommende generationer.

Hvis ikke du allerede kender området fra fodboldkampe, løbeture, sportsaktiviteter, koncerter eller andre events, så tag en tur på besøg. Her er alle nemlig velkomne og kan færdes frit overalt. Områdets grønne rum med de utallige stier og smuthuller omkranses i vest af Observatoriestien.

Den historiske sti, der adskildte tre gamle kommuner, fungerer som en grøn ringsluse for brugere på vej enten ud i naturen eller til kultur- og sportsoplevelser, og den er i sig selv en smuk oplevelse. Stien forbinder også et større boligområde med den grønne kile, blandt andet igennem Væddeløbsbanen, Kastegården og ned over Højen - idet mange veje i området kobles til den.

Området er et naturinferno med massevis af fugle- og dyreliv, store og små fredelige grønne spots og tilfældige pladser og skovstykker med smukke gamle træer og buske. Der er flere steder næsten uberørt vildskov, og på skrænterne mellem de mange kultur- og idrætsinstitutioner lever blandt andet nogle af byens ræve og grævlinge i de sirligt indgravede huler.

Området har flere steder en lidt rodet fremtoning, og ikke alt er lige pænt og arkitekttegnet. Der er grimme ståltrådshegn, gamle bunkers og masser af områder med gammelt "genbrugsmateriale", ligesom der naturligvis er møddinger ved Væddeløbsbanen og flere områder med vildtvoksende ukrudt. Det kan selvfølgelig gøres mere lækkert, men giver omvendt også rum for diversitet – både hvad angår plante- og dyreliv, men også i forhold til de mange typer mennesker og brugere, der dagligt besøger og færdes i området, og som nyder glæde af det bynære klimabælte.

Den Grønne Kile med alt det indimellem er jo spektakulær!

Der er derfor ikke noget at sige til, at der i dette område er arealer, som er lokalplanbeskyttede i forhold til fremtidig anvendelse . Det gælder for eksempel den store grønne parkeringsplads i hjørnet ved Jyllands Allé og Havreballe Skov inklusiv en rest skov mellem de to parkeringspladser. Denne p-plads tjener i dag også mange formål - for eksempelvis anvendes den ved de store koncertarrangementer til materialeopbevaring, barer og toiletter. Og rigtig mange pendlere sætter deres biler her og cykler eller tager bus for nemmere at nå deres arbejdspladser.

Vejen til p-pladsen er via Havreballe Skovvej, der snor sig sirligt ind i området og byder alle borgere velkommen til et paradis fuld af rekreation, oplevelser, sport, kultur og nydelser.

Parkeringspladsen er et grønt område. Den omkranses af en dyb skrænt med egetræer og hegn ud til blandt andet Jyllands Allé, hvilket danner naturlige overgange fra by til natur, og således står som værn ud mod den befærdede og tæt trafikerede Jyllands Allé.

Dette tætte hegn og træerne langs skovkanterne op mod Aarhus Cyklebane og Havreballe Skov er sammen med hele landskabets mangfoldige beplantning en altafgørende og nødvendig kilde til klimahjælp til byen. Området sikrer omdannelse af store portioner af byens store CO2-udledning og udfylder dermed endnu en vigtig funktion.

Her fås "natur på recept", og du kan helt frit hente de nødvendige sanseindtryk fra naturen, dufte den og se og mærke lyset og mørket fra de åbne rum, hvad enten du er daglig bruger, sportsudøver, tilskuer, eller bare skal have parkeret bilen, når Friheden/Stadion/Areanen skal besøges, eller du står i kø for at komme ind til koncert eller bare skal ud at gå, løbe, køre med barnevognen, rollatoren eller på cykletur.

Jeg håber derfor, at rigtig mange borgere vil være med til at beskytte området og lægge et pres på vores lokale politikere, således at de ikke gør alvor af at kapitalisere området med salg af private byggeretter og dermed et stort boligbyggeri, butikscentre med mere i området, sådan at byrådet og borgere, sportsfolk, byudviklere med videre tværtimod vil arbejde tæt og klogt sammen for at gøre dette unikke område endnu mere attraktivt.

Samtidig sikres en grønnere udvikling af et allerede eksisterende klimabælte, der kan være med til at opfylde målet om et CO2-neutralt Aarhus, sådan som byrådet har som visionært mål.

Du kan være med i kampen ved at melde dig ind i vores forening "Bevar den grønne kile fra Havreballe Skov til Højen – nej til byfortætning ved Stadion, Cyklebanen og Væddeløbsbanen". Det koster 100 kroner for et år.

Send en mail til bevaromraadet@gmail.com. Du kan også finde os på Facebook, og støtte med din protest på skriverunder.net, hvor vi samler underskrifter ind imod byfortætning i kilen.