Annette og Janne har jubilæum på realskole
Jubilarer er blandt de første børnene møder, når skolen begynder
Der er næppe tvivl om, at det er to af de mest velkendte ansigter på Skanderborg Realskole, der kan fejre jubilæum i denne måned.
Børnehaveklasseleder Anette Graversen har været 15 år på skolen, og SFO-leder Janne Lenz, kan fejre 25-års jubilæum.
Begge er blandt de første, som både børn og forældre møder den dag, de tager hul på skolelivet i 0. klasse, og dermed er de også blandt dem, der har stor betydning for, at skolestarten bliver positiv og præget af tryghed for de nyudklækkede elever.
Anette Graversen kom til skolen i 2004 og er i dag børnehaveklasseleder for den ene af skolens 0. klasser.
Derudover er hun også matematiklærer og historielærer i Afdeling 1, så hun følger mange af eleverne de første skoleår.
Janne Lenz startede i 1994 som børnehaveklasseleder på Skanderborg Realskole og blev SFO-leder to år efter.
Stort set samtlige børn, der har gået på Skanderborg Realskole de seneste 25, år har gået i SFO, så det er flere end 1000 børn, som Janne Lenz har haft det overordnede ansvar for.
"Det er fantastisk, når jeg møder tidligere børn, der nu er voksne, ude i byen, og vi så får en lille snak om, hvor de er henne i deres liv lige nu. Og nu begynder deres børn også i SFO – og så er det da sjovt, når jeg taler med børnene om, at jeg også har haft deres far i SFO," fortæller Janne Lenz, som har markeret jubilæet sammen med SFO`ens børn og skolens ansatte.
-feldt