Udfordret Adelgade klar til kræmmermarkedet
Ombygningen af Adelgade gør kræmmermarkedet i Skanderborg til en lidt andet affære
Skanderborg Det årlige kræmmermarked plejer at køre lige så snorlige, som Adelgade, der er 'vært' for markedet, zig-zagger. Men sådan er det ikke i år.
Det skal som bekendt være slut med at zig-zagge sig gennem Adelgade, og derfor er store dele af gaden gravet op. Og det gør det ikke just lettere at planlægge et stort kræmmermarked, lyder det fra folkene bag dette.
Som en konsekvens at arbejdet på Adelgade kan man derfor opleve, at boder ikke står de steder, hvor de plejer, samt at der kan være boder, der kæmper lidt med en opgravning eller opsat hegn om pladsen.
Kast med gavekort
Sikkert er det dog, at der på dagen, altså 7. september, kl. 12 vil være udkastning af gavekort i krydset Adelgade/Ole Lund Kirkegaardsstræde. Gavekortene befinder sig inden i en række bolde, der bliver kastet ud fra oven.
Igen i år vil Skanderborg Brass band spille kl. 11 - mens Horsens Brass Band spiller kl. 13. Begge dele foregår i samme område, hvor gavekort-boldene kastes ud.