Fødselaren var ikke hjemme
Realskolen fejrede sin 135-års fødselsdag med sommerudflugt for alle skolens 460 elever
Skanderborg Flaget var hejst, men fødselaren selv var ikke hjemme, da Skanderborg Realskole onsdag i sidste uge fyldte 135 år. I stedet var de ca. 460 elever og skolens lærere, pædagoger og administrative medarbejdere draget til Energi Museet ved Tange Sø for at fejre fødselsdagen der.
Nu lejede busser fragtede børn og voksne til Energi Museet, hvor eleverne i hold på tværs af klasser og årgange deltog i en række workshops, der dækkede næsten alle områder inden for himmel og hav.
"Blandt andet var der et klimaspil, hvor eleverne skulle prioritere, hvad de ville undvære eller ændre for at kunne overholde målet for, at hver dansker i gennemsnit ikke må udlede mere end 5,7 ton CO2 i 2030. De kunne også få smagsprøver på larver og græshopper, der var wokstegte over bål. Derudover blev der bygget vindmøller og vinddrevne LEGO-biler, og eleverne kom også tæt på lynets kraft," fortæller Tina Hardervig i en mail til UgeBladet.
-bo