To rådmænd er klar med en plan
Unge i Aarhus skal have en bedre hjælp til at blive uddannelsesparate
Antallet af unge, der i ottende og niende klasse bliver vurderet til at være 'ikke uddannelsesparate', ligger fortsat alt for højt, påpeger de to ansvarlige rådmænd Thomas Medom (SF), Børn og Unge, og Kristian Würtz (S), Sociale Forhold og Beskæftigelse, i pressemeddelelse.
Det sker i kølvandet på dette års opgørelse på området, som viser, at cirka 30 procent af eleverne i ottende klasse og lidt over 20 procent af eleverne i 9. klasse bliver vurderet 'ikke-uddannelsesparate'. Tallene ligner tidligere års vurderinger.
”Vurderingen kan i sig selv være et nederlag og for et ungt menneske, som sikkert alligevel ender med at tage en ungdomsuddannelse. Vi er nødt til at vende bøtten, så vi får fokus væk fra vurderingen og hen til, hvordan vi bedst muligt hjælper unge med at finde vej fra grundskole til ungdomsuddannelse,” siger Thomas Medom i pressemeddelelsen.
Sammen med Kristian Würtz fremlægger han derfor en fælles ungehandleplan, der blandt andet adresserer udfordringen at gøre flere unge uddannelsesparate.
”Der er stadig for mange unge, som ikke kommer godt videre i uddannelsessystemet, og vi kan se, at der findes et reelt gab mellem ressourcestærke unge og dem, der har boglige og sociale udfordringer. Det siger mig, at vi har brug for at give nogle af de unge en bedre håndsrækning end vi gør i dag. Det forudsætter blandt andet, at vi gør en indsats for at vurdere de unges evner og muligheder. Men vi skal måle noget, der giver mening, og som i sidste ende hjælper os med at finde den rigtige uddannelse for hver enkelt,” lyder det fra Kristian Würtz i pressemeddelelsen.
Rådmændene vil foreslå byrådet at se på selve arbejdet med uddannelsesparathedsvurderingerne, ved blandt andet at skabe en tidligere og stærkere involvering af de unge selv og deres familier og ved at se på den store variation, der er mellem grundskolernes vurderinger af uddannelsesparathed.
Samtidig ønsker de at give unge et bedre grundlag for at træffe et uddannelsesvalg. Det kan blandt andet ske gennem brobygning, ved at møde andre miljøer som erhvervsliv og uddannelser, og ved at se nærmere på de ti procent af en ungdomsårgang, som i dag ikke får en ungdomsuddannelse.
Det kommende forslag til Ungehandlingsplan indeholder en række konkrete initiativer, som skal styrke unges uddannelsesvalg. Ifølge Thomas Medom og Kristian Würtz skal ungehandlingsplanen imødegå en række udfordringer på tværs af de to magistratsafdelinger, fremgår det af pressemeddelelsen.
jwh