Musikhuset præsenterer endnu et millionoverskud
Musikhuset Aarhus kan glæde sig over sorte tal på bundlinjen og en omsætning på over 100 millioner
Publikum strømmer til, og der kommer penge i kassen.
Det er konklusionen på 2018 for Musikhuset Aarhus, der netop har offentliggjort seneste regnskab, der viser, at kulturinstitutionen kommer ud af 2018 med et overskud på 1,9 millioner kroner.
Det er syvende år i træk, at kommuneejede Musikhuset Aarhus genererer overskud.
2018 skrev sig ind i historien som et af de mest succesrige år. Ikke mindst på kulturfronten, hvor man har haft koncerter, musicals, gratis liveoplevelser og meget mere i international topklasse. Det skyldes blandt andet, at man qua de seneste års overskud har haft mulighed for investere massivt i de kulturelle arrangementer.
Ifølge Musikhuset Aarhus er investeringen i arrangementer fordoblet fra 29 til 58 millioner kroner siden 2013.
”Det er en fornøjelse, at så mange mennesker bruger vores musikhus. Udviklingen i Musikhuset er et godt eksempel på, at Aarhus Kulturhovedstad 2017 har sat turbo på et i forvejen aktivt og alsidigt kulturliv, som både kommer byens og regionens borgere og gæster til glæde,” siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV) i en pressemeddelelse.
Musikhusets samlede omsætning er siden 2013 steget med 55 procent, og i 2018 var omsætningen på godt 110 millioner kroner.
Det glæder direktør Jan Christensen:
”Vi har stort set fastholdt den rekordhøje omsætning fra kulturhovedstadsåret 2017. Musikhuset er ikke sat i verden for at tjene penge, men for at give vores gæster oplevelser, der giver ægte livskvalitet. De seneste års øgede omsætning og det fornuftige driftsresultat betyder, at vi har kunnet øge både kvalitet og kvantitet i vores mange koncerter og arrangementer markant. Både dem, der kræver billetter, men også alle dem, som er gratis," siger han.
I alt indløste 353.000 gæster i 2018 billet til en forestilling, og belægningen i husets sale nåede imponerende 78 procent.
dp