Fortsæt til indhold

Chefredaktørens klumme: Fri hash i Aarhus?

Det er ganske tankevækkende, at der intet er sket på 30 år - udover at dem, der styrer hashsalget er blevet noget mere kriminaliseret

Samfund
Arkiv

Da jeg var en ung mand og voksede op i Vejlby-Risskov, var der ingen problemer med at skaffe hash, hvis man ville have det. Alle vidste, hvem der solgte, og hvor de solgte det henne. Jeg spurgte her i weekenden mine to ældste børn (den ældste går i 1. G og den anden i 9. klasse) og en af deres venner, om de vidste, hvordan man skulle skaffe sig hash, hvis man havde det behov. Den ældste vidste det godt, og den anden mente nok, at hun kunne finde ud af det, hvis det var. Så på den konto er der intet, som har ændret sig i de 30 år, der er gået, siden jeg voksede op i Vejlby.

Forslaget, som de tre partier stillede, var et forsøg på at gøre noget, som kan stoppe de store udfordringer, der er med bander i det vestlige Aarhus, som slås om retten til at styre hashsalget

Jeg spurgte dem også, om de synes, man skulle legalisere hash. Svaret var et klart ja. Årsagen er, at de begge kender til venner og kammerater, der bor i områder, hvor der er masser af kriminalitet, som er direkte forbundet med hashsalg. Og mine børn sagde, at hvis man kunne fjerne al den kriminalitet, der er forbundet med hashsalget, så ville mange af de unge mennesker - deres venner - der intet vil have med kriminaliteten at gøre, nemmere undgå at blive draget ind i det.

Og hvorfor så denne lange indledning? Fordi vi måske skal overveje om den tilgang, vi hidtil har haft i forhold til hashmarkedet er den rigtige?

Eller kunne det være, at de tre aarhusianske byrådsgrupper fra partierne SF, Enhedslisten og Alternativets forslag om at legalisere hash, kunne være en farbar vej?

Jeg er bekendt med, at det i dag er politiets opgave at slå ned på det ulovlige hashsalg, og politiet gør, hvad de kan. Men det har de gjort i mange år. Og særligt indsatsen på Christiania tyder på, at det ikke bliver politiet, der løser alle problemrerne forbundet med et ulovligt hashmarked.

Forslaget, som de tre partier stillede, var et forsøg på at gøre noget, som kan stoppe de store udfordringer, der er med bander i det vestlige Aarhus, som slås om retten til at styre hashsalget. En konflikt, der ikke bare påvirker dem, der er direkte involveret, men også mange beboere i de berørte områder.

Jeg synes i hvert tilfælde, at det er ganske tankevækkende, at der intet er sket på 30 år - udover at dem, der styrer hashsalget er blevet noget mere kriminaliseret. Så måske har mine to ældste børn ret i, at det er på tide, at vi prøver en anden strategi?

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør