Fortsæt til indhold

Hvad kan jeg bruge den til?

Samfund
Jette R. Christiansen, Tiset sogn

præsteklumme Ordene faldt i en sammenhæng, hvor jeg sad og talte med nogle teenagere. Jeg havde i tankerne en tekst, der skulle prædikes over, og det tankespor udløste spørgsmålet: Tænker I nogensinde over, at I er døbt? De så lidt på mig, og så sagde én af dem: Hvad kan man egentlig bruge den til – hvad kan man bruge dåben til?

Det er jo et relevant spørgsmål i mange sammenhænge. ”Hvad kan jeg bruge det/den til?” Det er omdrejningspunkt for rigtig mange af vores valg. Børn tænker i de baner. Hvorfor skal jeg børste tænder? Hvorfor skal jeg lære regnetabeller? Hvorfor skal jeg bøje verber? Hvorfor skal jeg rydde op? Hvorfor skal jeg opføre mig ordentligt? ”Hvorfor?” lyder en lang række af spørgsmål – og svarene fortæller ofte, at det skal du, fordi du skal bruge viden, fordi det gavner din sundhed, fordi andre skal kunne holde dig ud.

Der skal være en grund til at gøre tingene, det skal give mening og meget gerne inden for en overskuelig fremtid. Det er en nyttetænkning, som langt hen ad vejen er praktisk. Men det er en tænkning, som har sine begrænsninger.

Vi foretager os også handlinger, som umiddelbart ikke ser ud til at kunne bruges til noget. De giver ikke ”afkast” – vi kan måske ikke engang forklare, hvorfor vi gør dem. Den slags handlinger kan alligevel være af den største betydning - dybt meningsfulde og meningsgivende i ens liv. De kan have at gøre med, hvordan vi forstår os selv og andre, hvad vi holder for sandt, og hvad vi dybest set bygger vores liv på.

Hvad kan jeg bruge dét til, at der er mennesker, jeg holder af? Hvad kan jeg bruge det til, at jeg bliver boblende indeni, når forårssolen lyser hvidt og klart og fuglene synger? Hvad kan jeg bruge det at kende salmer og gode sangtekster til? Fortsæt bare rækken af alt det, hvor man ikke umiddelbart kan bruge det til noget – og dog ved, at det har afgørende betydning.

Sådan også med dåben, når jeg frem til i mit svar. Du kan ikke bruge den til noget! Ikke inden for nytte-tænkningen. MEN den har dyb betydning – er meningsgivende i en livsforståelse, hvor det hele ikke kommer an på, hvad jeg kan, og om jeg eller andre er til nytte. Før alt det med nytte, og ”hvad kan det bruges til”, er der en anden større og vigtigere fortælling om at være et set og et elsket menneske, som modtages i et fællesskab. Det er noget af det, dåben handler om. Tak for spørgsmålet.