Fortsæt til indhold

Prøv forskellige sportsgrene i en uge

90 børn og unge har allerede tilmeldt sig Hammel GF's sportscamp i august

Samfund
Anette Bonde

sport Der er mange forskellige sportsgrene, og det kan være svært at vælge. Tit vælger man det, som vennerne går til. Nu tilbyder Hammel GF en sportscamp, hvor man kan prøve mange forskellige.

Det er i uge 32, og tilbuddet gælder børn og unge fra 1. til 10. klasse i et samarbejde mellem en række sportsafdelinger i Hammel GF.

Det er ikke mange uger siden, at HGF SportsCamp blev lanceret, og der er allerede 90 tilmeldte. Der er plads til cirka 180.

De kan noget forskelligt

Ideen med sportscampen er, at den giver deltagerne lejlighed til at prøve lidt af det hele, de mærker at de forskellige sportsgrene gør noget forskelligt for kroppen, og endelig kan den nedbryde opfattelser af, at noget er bedre end andet.

"Rigtig mange børn og unge vil gerne dyrke mere end én sportsgren, og andre har måske svært ved at finde den sportsgren, som passer lige til dem," forklarer Dorte Pedersen, der er frivillig i HGF og sammen med andre frivillige har lanceret HGF SportsCamp.

Hun understreger, at det kan styrke den sport, man dyrker mest at gå til noget forskelligt.

"De forskellige sportsgrene gavner hinanden i forhold til styrke, motorik og kondition. For eksempel bliver man bedre i forsvaret til håndhold, hvis man som i brydning lærer at stå fast. Og svømning giver en fantastisk kondition, som jo er godt i alle sportsgrene."

"Og så er det jo ærgerligt, at det er så adskilt til daglig, og at der kan være diskussion om, hvad der er bedst. Det handler bare om at gå til sport," tilføjer hun.

Nyt koncept

Det er første gang, HGF SportsCamp finder sted. Men hvis interessen er der, bliver det sikkert ikke sidste gang, siger Dorte Pederesn. Hun håber både, at børnene får øjnene op for flere sportsgrene og ideen i at kombinere dem. Samtidig kunne hun godt tænke sig at åbne op for muligheden af at kunne kombinere filere sportsgrene det daglige.

"Jeg håber, at HGF vil starte en diskussion om, hvordan de forskellige sportsgrebe kan styrke hinanden," siger hun og foreslår en pakke, hvor man kan kombinere forskellige sportsgrene samtidig.

"Det vil give en mere harmonisk krop, og samtidig får man respekt for de andre sportsgrene."