Bokseklub lægger vægt på den sociale profil
Skanderborg Bokseklub giver unge mulighed for at dyrke boksekunsten i en ren og tryg atmosfære
Der bliver i overført betydning smæk for skillingen ved Høst Bar Restaurant på Adelgade 87, når Skanderborg Bokseklub møder op for at deltage i Aktiv Skanderborg. Det er bokskelubbens plan at fortælle om aktiviterne i den forholdsvis nye bokseklub. Hvis det er praktisk muligt, møder man også op med en mekanisk boksebold, som folk kan give et dask.
Mille Jensen, formand for bokseklubben, understreger, at man har plads til flere aktivbe og interesserede kan på Aktiv Skanderborg møde op og få spørgelysten stillet. Skanderborg Bokseklub blev stiftet i 2016 og er dermed en ganske ny forening. Medlemstallet er aktuelt på 12.
"Vi tilbyder boksning til alle, der er interesserede. Vi tilbyder et hold, hvor alle aldersgrupper er velkomne, uanset om man er øvet eller nybegynder" fortæller formanden Mille Jensen.
Målgruppen er dog særligt unge mennesker, der har lyst til at prøve boksning. Det sker på et hold, der træner mandag fra kl. 19 til 20.30 og onsdag kl. 17 til 18.30.
Bokseklub samarbejder
Bokseklubben har også indgået et samarbejde med ungdomsskolen og har her mulighed for at træne styrke i crossfitt om torsdagen.
"Vi forsøger også at give de unge i Skanderborg Kommune mulighed for at udvikle sig selv mentalt og fysisk og give dem et socialt godt netværk, og det tror vi også kommunen som helhed vil få glæde og gavn af", mener bokseklubbens formand Mille Jensen, der selv er aktiv bokser med en enkelt kamp på sin rekordliste. Boksetræningen finder sted i trygge omgivelser, hvor alle er ligestillede og har ret til at komme på tværs af religion, alder og social status.
Skanderborg Bokseklub er medlem af både DGI, Dansk Gymnastik Forbund, DABU, Dansk Bokse Union og JABU, Jysk Bokse Union.
Det betyder, at bokseklubben kan deltage i og selv arrangere boksestævner.
Klubbens seneste stævne fandt sted i weekenden på Niels Ebbesen Skolen.