2.000 pigespejdere kommer til Aarhus
Pigerne holder festdag for at markere 100-årsjubilæum og har aktiviteter i hele byen
4. maj vil du nærmest ikke kunne undgå at se grønne spejderuniformer, hvis du bevæger dig ud i det aarhusianske bybillede.
Op mod 2.000 glade pigespejdere er nemlig i byen for at fejre 100-året for De Grønne Pigespejdere.
Danmarks første og eneste spejdekorps for piger blev nemlig etableret tilbage i 1919, og i dag vil flere og flere piger være en del af spejderbevægelsen og bygge bivuak, tænde bål med strygestål og løse udfordringer i fællesskab, oplyser SPEJDERNE, som repræsenterer landets fem spejderkorps, i en pressemeddelelse.
De seneste fem år har De Grønne Pigespejdere oplevet medlemstilgang.
"For 30 år siden blev spejder af mange opfattet som en lukket, lidt nørdet klub. I dag oplever vi, at kernen i vores aktiviteter - at vi er aktive sammen i fællesskab, og at vi er i naturen - vækker genklang hos mange forældre, der søger spejder som fritidstilbud til deres børn," siger Birgitte Meisner Nielsen, generalsekretær i De Grønne Pigespejdere.
Optog, løb og bål på Bispetorv
4. maj markeres 100-året med en stor festdag i Aarhus, og her vil op mod 2.000 pigespejdere i alle aldre - heriblandt korpsets ældste medlem på 93 år - kaste sig ud i et væld af aktiviteter i hele byen.
På dagen kan man blandt andet opleve:
- En særlig spejderudgave af "Masterchef" over bål på Bispetorv
- Et bæredygtigt løb inden for hos AffaldVarme Aarhus. Pigespejderne kommer med deres version af en bæredygtig fremtid.
- En forhindringsbane, hvor man kun kan gennemføre, hvis man samarbejder ned gennem strøget
- Et optog gennem strøget med livemusik, 75 faner og næsten 2.000 pigespejdere.
- HKH Prinsesse Benedikte deltager i festlighederne og holder tale til åbningsshowet på Bispetorv
- Fakkeloptog fra Tivoli Friheden
- #Metoo-løb om krop og egne grænser på Kvindemuseet
Dagen starter klokken 10 med optog og åbningsshow, fra 12-17 er der aktiviteter i byen, og om aftenen slutter det hele med et show i Tivoli Friheden.
De Grønne Pigespejdere har i alt 4.000 medlemmer fordelt på 120 lokale grupper i Danmark. I Aarhus er der syv lokale afdelinger.
dp