Sommeren er på vej

”Når æbletræets hvide gren strør blomster på min trappesten, og luften har det lyse skær af nyudsprungne bøgetræer – så ved jeg det igen er maj, og sommer er på vej.”

Sådan lyder det første vers i en salme af Lisbeth Smedegaard Andersen fra 2007, hvor hun sætter fine ord på, hvad der for hende markerer, at det er forår og maj, og at sommeren er på vej.

Mon ikke de fleste af os kan genkende Lisbeth Smedegaard Andersens forårsmarkører. Eller måske ikke nødvendigvis æbletræets hvide blomster på trappestenen eller det lyse skær af de spæde bøgetræer. Men noget andet som minder os om, at det er maj. Noget som hvert eneste år bliver en vigtig og betydelig og altid genkendelig markør for os, fordi det fortæller os om, at der er lys og varme på vej.

For mig er sådan en markør, når min næse begynder at løbe, og mine øjne bliver røde og klør. Når allergi-sæsonen begynder, så ved jeg, at sommeren er på vej. Men hvis jeg skal følge Lisbeth Smedegaard Andersens fine og sanselige naturbilleder, så ved jeg altid, at det er maj, når græstotter, mælkebøtter eller små blomster vrimler frem alle steder. Også steder, hvor det slet ikke skulle være muligt for dem at vokse og gro. Mellem krakelerede fortovsfliser for eksempel. Eller midt i en stor stendynge. Alle mulige og umulige steder ser vi i maj, at alt det grønne finder sin vej ud af mørket - op i lyset og op til varmen.

Og netop den kraft synes jeg, er et godt og stærkt billede på det kristne håb. Det vokser også frem der, hvor det burde være umuligt. Det finder også en sprække mod alle odds, og en vej ud af mørket. Det er påskens beretning om, at lyset vandt over mørket, da Jesus den allerførste påskemorgen stod ud af graven til evigt liv.

Og det er, ligesom når røde øjne, æbletræets hvide grene og mælkebøtter mellem betonfliser fortæller os, at det er maj; et glædesbud der forplanter sig, og hvisker, at Guds rige er på vej. Som Lisbeth Smedegaard Andersen skriver det i sidste vers i sin salme: ”Det lignes ved det mindste frø, der tåler sne og frost og tø, og vokser til et vældigt træ med fuglesang i blomsterlæ – det bedste man kan tænke sig en forårsdag i maj.”