Ny salgschef hos UgeBladet
Ny mand ved roret i salgsafdeling er Henrik Søstrøm
Det er en erfaren sælger, der har indtaget posten som salgschef hos UgeBladet.
Henrik Søstrøm har mere end 20 års erfaring fra salgsbranchen og kommer senest fra en stilling hos Jysk Fynske Medier, hvor han var medieansvarlig for syv lokale ugeaviser samt Horsens Folkeblad. Inden da var han hos Politikens Lokalaviser i en årrække, blandt andet på Erhvervsavisen i Aarhus og FavrskovPosten.
Avisbranchen er i rivende udvikling
"Jeg er uddannet slagter og har blandt andet arbejdet hos Slagter Byskov her i Skanderborg. Salg handler om at lytte til kunderne, give god service og rådgivning og at følge op. Så for mig var det ikke et svært spring at gå fra slagter til sælger. De vigtige parametre er de samme," konstaterer han.
"Avisbranchen er i rivende udvikling, og jeg glæder mig til at smøge ærmerne op og komme i gang her i Skanderborg og sparre med kunderne om, hvad der er godt for dem. Skanderborg er et godt samlingspunkt," fortsætter han.
Privat bor Henrik i Hinnerup med sin kone, Lene, og er far til fem voksne børn. I fritiden spiller han golf.