Fortsæt til indhold

EU-beslutning: Udlændinge skal kunne få dagpenge efter én dags arbejde i Danmark

Beslutningen kan blive starten på enden for det danske dagpengesystem, som vi kender det

Samfund
Jacob Nielsen

En afstemning tirsdag i EU-Parlamentet kan vise sig at få alvorlige konsekvenser for det danske arbejdsmarked. Fremover kan det nemlig meget vel blive muligt for andre EU-borgere at modtage dagpenge i Danmark efter kun én dags arbejde. Det skriver Fagbladet 3F.

Forslaget til ny lovgivning om social sikring kom på bordet i EU-Kommissionen for to år siden. Her lagde man op til, at det krævede tre måneders arbejde for at kunne modtage dagpenge i et andet EU-land, hvis ellers man har optjent dagpengeret i sit hjemland. Sidenhen er forslaget ændret til, at man kun skulle arbejde én måned, og nu går parlamentet altså endnu længere.

"Hvis man fremover kan modtage dagpenge efter kun én dags arbejde, bliver dagpengesystemet sat under pres. Der er alvorlig fare for, at danske politikere bliver nødt til at overveje, om staten fremadrettet vil kunne fortsætte med at bidrage til finansieringen af dagpengesystemet," siger Eva Obdrup, forretningsfører i 3F’s a-kasse til Fagbladet 3F.

Forslaget bekymrer også danske politikere. EU parlamentariker Ole Christensen fra Socialdemokratiet siger:

"Det, der blev vedtaget i dag i Beskæftigelsesudvalget, kan risikere at udfordre vores system. Det er helt klart vigtigt, at vi har nogle fælles regler i EU, der giver arbejdstagerne muligheder for at søge job på tværs af de europæiske grænser. Men det må ikke blive på bekostning af opbakningen til det danske dagpengesystem," siger han til Fagbladet.

Også beskæftigelsesminister fra Venstre, Troels Lund Poulsen, er bekymret. Han peger på realiteten i, at der er meget stor forskel på leveomkostningerne i Danmark og i et land som for eksempel Rumænien.

Samtidig understreger Troels Lund Poulsen, at regering vil gøre alt for at præge de videre forhandlinger på området mellem EU-Kommissionen, rådet og parlamentet.