Glædens centrum

Lys i vinduer, stjerner og hjerter på døre og i øjne. Lyskæder, der forsøger at overmande vintermørket. Adventskrans, julekalender og gløgg og æbleskiver viser vejen til højdepunktet – juleaften. Det er advent, forventningens tid.

Der er en overgivelse i at turde at forvente, at glæde sig. En overgivelse, vi ikke alle sammen magter. Det glansbillede, vi bærer i os, af den perfekte jul kan nok de færreste af os i virkeligheden opfylde. Nogle evner så at glæde sig over det, der bliver, andre evner ikke skuffelsen. Vi er forskellige og lever forskellige liv bag yderdørene.

Glædens centrum er et barn i en krybbe. Født af en fattig familie, der straks efter fødslen må flygte til at andet land. Det, vi forventer i adventen, er ikke et glansbillede. Jesus fødes ind i en tid i en verden, der ikke er meget anderledes end vores. Han åbner vejen til himlen gennem sin kærlighed til os, en kærlighed der er større end alt andet, en kærlighed, der kan elske had og ondskab bort, hvis vi tør leve efter den.

Glædens centrum er uden for os, større og dybere, end vi kan skabe af os selv. Og derfor kan vi roligt overgive os til forventningens glæde her i december. For det er ikke op til os at opfylde forventningen. Det gør Gud, jul efter jul, ved at minde os om, at glæden er født ind i verden, som en gave fra det himmelske.

Den glæde smitter, så vi forhåbentlig får mod til at turde glæde os og lade os smitte af børnenes glæde. Og som dem gavmildt strø om os med glæde her i denne dejlige adventstid. Glædelig advent.