Fortsæt til indhold

Hvor er Jesus?!

Samfund
Anita Fabricius, sognepræst i Skødstrup Kirke

Præsteklumme Hvis du lover, at det bare bliver mellem os to, så vil jeg gerne fortælle dig, at der i min entré, i december måned, står et ret stort rensdyr. Det er lavet af plastic, og så kan det pifte! Du ved sådan et pift, som jeg ikke rigtig kan skrive ned, men som enhver 'Don Juan-agtig' mand, med respekt for sig selv, lige med tommel –og pegefinger i hver side af mundvigen, kan pifte, når han ser en tilpas dejlig dame. Nå, men i begyndelsen når jeg kom hjem og rensdyret lige gav et pift, kunne jeg da godt gå hen og blive helt smigret, men som decemberdagene skred frem, og jeg opdagede, hvor mange gange jeg på én dag var inde og ude af døren; du ved; ude med skraldespanden, tømme postkassen, lufte hunden, ja så gik jeg faktisk fra at være smigret til at være en smule småirriteret. Jeg kom i bund og grund til at savne sådan noget godt kristent, roligt, julepynt. Og ved du hvad? Det er ikke nødvendigvis let at finde…

Når man for eksempel træder ind i Salling, bliver man mødt af rensdyr i alle mulige størrelser og glimrende farver - de pifter heldigvis ikke! Julemandensværksted kan købes i papmaché og nisser til alt for høj en pris hænger sammen med julekuglerne ned fra loftet og kravler rundt på butikshylderne. Okay, nu skal ret også være ret, man kan selvfølgelig købe en stjerne – og også nogle med lys i. Og måske på en god dag finde en lille buttet engel med vinger af velour. Og hov! Så var der lige den dag, hvor jeg nærmest kom til at stå på hovedet i rodekassen (det kommer jeg nogle gange til) og fandt krybbespil – endda fra et anerkendt dansk designfirma. Krybbespil, der var sat ned med 70 procent! På en måde gik jeg amok og hev til mig af Jomfru Mariaer, vise mænd, æsler, Josefer, hyrder og en god portion Jesus-børn i krybber. Jeg var glad! Og sagde opløftet til den søde dame bag kassen, at det dog var fantastisk, at det her lækre julepynt var sat ned med 70 procent. Hun kiggede undrende på mig, mens hendes lange røde negle fumlede gevaldigt med hendes ene ørering og sagde tørt: ”Køb du bare – der er i hvert fald ingen andre, der gider ha' den slags. Vi sælger ingenting af det." Bum!

Så hvis man i december hjemme hos mig formår at bevæge sig forbi det piftende rensdyr, så vil man faktisk også finde alverdens krybbespil i alle størrelser og glimrende farver. Den dag med hovedet i rodekassen blev nemlig begyndelsen på min samling af krybbespil, som hvert år overfor børnene må stå i skarp forhandling med nisselandsbyen med lys og juletoget, der suser rundt i stuen med sit 'tut-tut' og nu også det piftende rensdyr i entréen. Argumenterne og forhandlingsmetoderne har været mange. En gang skyllede min dengang to-årige søn ligefrem Jesus ud i toilettet. Trykkede simpelthen på 'stort skyl' og sagde vældig veltilfreds: ”Jesus er væk." Og da vi i år forhandlede om det piftede rensdyr, synes min datter nærmest, at hun kunne se Jesus i mine øjne den allerførste gang, jeg blev piftet af. Og, nå ja, så må man vel bare sande at Jesus (også i julen) findes mange flere steder, end vi overhovedet aner.