Den fjerde vise mand

præsteklumme De hellige tre Konger, de vise mænd - vi synes, vi kender dem så godt. Vi læser om dem i Matthæus-evangeliet, og vi synger om dem: Vise mænd fra Østerland (Dejlig er den himmel blå). Senere historier fortæller, at de hedder Kasper, Melchior og Balthazar, og at den ene er sort. De kommer og tilbeder den nyfødte Jesus som en konge og bringer rige gaver. Der er også en langt senere fortælling om, at de oprindeligt var fire, der skulle mødes, når stjernen viste sig og følges ad; men den ene, Artaban, blev forsinket.

Han havde omsat hele sin formue i tre kostbare sten, en perle, en safir og en rubin, som han ville give den nyfødte konge, og han forsøgte at indhente sine tre venner; men han blev hele tiden forsinket af mennesker, der havde brug for hans hjælp. To af ædelstene gav han væk til at hjælpe, hvor der var nød, og samtidig var han fortvivlet over, at gaverne til kongen blev brugt anderledes end tænkt. 33 år senere nåede han endelig frem til Jerusalem på Langfredag, hvor han ser Jesus blive korsfæstet, og han ved, at det er ham, han har søgt hele livet. Den sidste ædelsten bruger han til at løskøbe en ung kvinde fra slaveri. Han ser på Jesus, og beder om tilgivelse for, at han ikke har nået at tjene ham, men får til svar, at det jo netop er det, han har gjort hele sit liv ved at tjene medmennesket. I samme øjeblik dør de begge, den gamle vismand og manden på korset.