Fortsæt til indhold

Tempoet skal ned

Arbejdsuger på 90-100 timer er blevet for meget for Bettina og Henrik

Samfund
Claus Sonne

"Vi elsker, hvad vi laver og vi vil bare gerne blive ved mange år endnu."

Det er hjerteblod, når Bettina Meyer og Henrik Prang fortæller om fremtiden for Stilling Blomster. For der er ændringer på vej.

"Fra 1. december forsvinder muligheden for at få bundet en buket, og 1. januar tager vi hul på en hverdag uden faste åbningstider. Derefter vil butikken være åben i forårs/udplantnings sæsonen og igen i efterårs/julesæsonen. Det er en noget speciel fornemmelse, for vi står med en forretning, der kører super godt, og vi har verdens bedste kunder,” forklarer Bettina.

”Vi arbejder alt, alt for meget. Uger med 90-100 timer er ikke unormalt, og det er altså for meget.”

Bettina og Henrik fortæller om en svær beslutning, der blandt andet handler om at måtte opsige syv dygtige medarbejdere.

”Stilling Blomster er jo vores drøm. Ingen af os havde drevet butik før, men vi har fået succes. Vi begyndte med en enkelt medarbejder og er nu syv. Men vi skruer ned for tempoet, så vi kan blive ved mange år endnu,” siger Henrik.

Sommertogt til Ebeltoft

Selv om butikken i Stilling ikke vil være åben i sommer perioden, betyder det ikke at Bettina og Henrik kan sove længe et par måneder i træk.

”I otte uger rykker vi til Ebeltoft, hvor vi skal sælge jordbær, ærter og så videre til blandt andet de mange turister, der er i området,” fortæller Henrik der har 25 års erfaring som torvehandler i Aarhus og på den måde vender hjem rent arbejdsmæssigt.

Og så lige en invitation : 3. april 2019 kan Bettina og Henrik fejre 10 års jubilæum med Stilling Blomster. Det bliver fejret med en række gode tilbud i butikken på Århusvej.