Fortsæt til indhold

To djurske fødevarer i finalen i Salling

Andersen Winery og Seaman chips var begge i finalen til Salling Super Award, der blev uddelt i går. De kom desværre ikke hjem med præmier, dog med skulderklap og smil på læberne

Samfund
Stine Østergaard

GOURMET 17 finalister var gået videre til Salling Food Award finalen, der blev afholdt i Salling i Aarhus i går. Hovedpræmien gik til aarhusianske Fra Grums til Gourmet, som dyrker svampe i brugt kaffegrums fra byens caféer, der ellers skulle være smidt ud.

Men med i finalen var også hele to fødevareproducenter fra Djursland. Andersen Winery i Knebel var nominerede for deres mousserende solbærvin, og Seaman var nomineret for tang chipsene med smagen lobster & paprika.

Prisen er Danmarks største fødevarepris og gives for at fremme eksklusive, velsmagende og ikke mindst innovative fødevarer i Danmark.

Heine Max Olesen på scenen med Timm Vladimir for at fortælle om sine tangchips.

Velkendt smag

Som en del af awarden kunne kunderne i Salling Super komme rundt og smage de forskellige danske fødevarer, som var i finalen. Og det virkede til, at aarhusianerne havde smag for Djurslands bud.

"Mmm... Det minder meget om chips, men det er meget frisk. Det må være hummersmagen. Det er lidt lige som de forskellige fiskechips, man får i Asien. Det smager lidt af noget, man kender. Det er en velkendt smag. Det kan jeg godt lide," siger Mathias Corneliussen, da han har smagt en tang chips.

Han kunne sagtens se sig selv købe sådan en pose.

"De bruger jo meget tang i østen, og det er også ved at vinde frem herhjemme i Danmark, men der er vej endnu. Med chipsene tror jeg, jeg har ramt noget, der er mainstream men alligevel nyt," siger Heine Max Olesen, der med Seaman chips har gang i sit andet firma, der arbejder med tang som fødevare.

Der blev hevet nogle tangchips ned fra hylderne i Salling Super, efter kunderne havde smagt de sprøde snacks.

Fru Salling godkender

Hos Andersen Winery er tilkendegivelserne også positive.

"Selvom folk er lidt skeptiske over for danske vine, indtil de smager dem og får åbenbaringen," fortæller Mads Groom Andersen.

Mens de står og skænker smagsprøver op, trækker selveste Karin Salling direktøren Marianne Bedsted hen mod bordet med den djurske dessertvin.

"Kan du ikke smage, den vil passe perfekt til desserten til Mortens aften?" spørger hun ledende.

Ingen priser men hæder

Da Timm Vladimir fra scenen i Salling Super udråber de to vindere af henholdsvis hovedpræmien og publikumsprisen, bliver hverken Andersen Winery eller Seaman kaldt op. Men både Heine Max Olesen og Mads Groom Andersen går stadig hjem fra dagen med en rigtig god oplevelse i bagagen.

"Vi havde heller ikke sat næsen op efter det, selvom mange sagde til os, de troede, vi ville vinde. Men det er et kæmpe skulderklap bare at have været med helt til finalen," siger Mads Groom Andersen.