Fortsæt til indhold

Gæsterne giver topscore til Northside 2018

95 pct. af publikum var tilfreds eller meget tilfreds, viser en publikumsundersøgelse af Northside 2018, der også fortæller om et ældre publikum og flere aarhusianere blandt gæsterne

Samfund
Jørgen Rye, JP Aarhus

Tilfredsheden toppede, gennemsnitsalderen steg, og så var der flere gæster fra Aarhus og færre udefra på Northside i juni.

Det er tre af konklusionerne i den årlige publikumsundersøgelse, som analysefirmaet Epinion har lavet for Northside.

Undersøgelsen viser, at hele 95 pct. af gæsterne var tilfredse eller meget tilfredse med Northsides 2018-udgave. Det er et stort spring i forhold til 2017, hvor tilfredsheden dog også var den laveste nogensinde, men 2018-scoren er også højere end de foregående år, og 95 pct. tilfredse/meget tilfredse er ny rekord for festivalen.

"Jeg tror blandt andet, at det handler om, at vi havde gjort en stor indsats for, at pladsen skulle være markant flottere og mere interessant i år end tidligere. Samtidig er det også en direkte reaktion på, at vejret var historisk godt. Det dårlige vejr i 2017 trak alvorligt ned i folks oplevelse af festivalen, så det var dejligt at kunne tilbyde folk en markant mere tilfredsstillende oplevelse i år," siger John Fogde, talsmand og booker for Northside.

Ser man på gæsternes alder og geografi, viser 2018-tallene, at der var flere gæster over 40 år i forhold til 2017, og der var flere gæster fra Aarhus og dermed færre udefra.

Aldersmæssigt steg publikums gennemsnitsalder i 2018, hvor 40 pct. af gæsterne var over 40 år mod 25 pct. i 2017. Tilsvarende faldt gruppen af 18-24-årige til 7 pct. mod 17 pct. året før, og andelen af studerende faldt fra 20 pct. til 11 pct. i 2018.

"Det undrer os en smule, da vi forventede, at navne som Tyler The Creator, N.E.R.D., Nik & Jay, Diplo, Gilli/Kesi og en del af de mindre navne ville kunne trække et ungt publikum. Men vi ved samtidig, at rigtig mange af de unge Northside-fans melder sig som frivillige i stedet for at købe billet, så det er ikke noget, vi finder synderligt bekymrende, men det er da noget, vi er bevidste om," siger John Fogde.

På geografien satte aarhusianerne ny rekord i deltagelse på Northside 2018, da næsten to af tre – 64 pct. - var gæster med bopæl i Aarhus. Københavnerne udgjorde i år kun 17 pct. af gæsterne, hvilket er det laveste nogensinde på festivalen.

"Northside er blevet utrolig solidt etableret i Aarhus, og det er vi meget glade for og stolte over. Målet har jo altid været at lave en festival, der kunne trække internationale navne til Aarhus, der normalt ellers kun spiller i København. Så antallet af lokale gæster stiger blandt andet, fordi der er rigtig mange, der vender tilbage til Northside år efter år. Men vi kunne da godt tænke os, at vi kunne trække lidt flere fra både København og udlandet, så vi ikke er helt så afhængige af lokal opbakning. Men som salget af billetter er gået i senere år, så er det ikke noget, der bekymrer os," siger John Fogde.

Næste års festival er 6.-8. juni, og festivalen offentliggør de første navne i løbet af oktober.