'Ud-af-det-blå' udgifter belaster det kommunale budget
Ældre- og hospitalsområdet koster kommunen meget mere end forventet
"Vi er nødt til at justere kursen nu."
Sådan siger borgmester Jørgen Gaarde på baggrund af en række pludseligt opståede økonomiske benspænd, der udfordrer Skanderborg Kommune. De betyder i værste fald, at kommunen skal have 50 mio. kr. ekstra op af lommen i 2018.
Der er især to områder, der har fået advarselslamperne til at blinke på rådhuset. Det ene handler om øgede udgifter på ældrerådet, og problemet er, at de cirka 10 mio. kroner, der er tale om, kommer lidt ud af det blå.
"Vi har en idé om, at det er de nye modeller, vi har taget i brug, og som blandt andet omhandler den såkaldte fritvalgsordning, har skylden for det øgede forbrug. Så det skal der kigges på nu," forklarer Skanderborg Kommunes økonomichef Jørn Prætorius og suppleres af borgmesteren.
"Socialudvalget skal nu kigge på, om der er sammenhæng mellem det, der rent faktisk sker på ældreområdet, og på de beslutninger byrådet har taget på området. Og det kan betyde, at nogle ældre vil få færre besøg. Det er et område, vi har haft fokus på, men der er brug for fornyet fokus," siger Jørgen Gaarde.
Mere sygdom?
Et andet punkt, der udfordrer den kommunale økonomi, handler om det beløb, Skanderborg Kommune betaler til Region Midtjylland i forbindelse med hospitalsindlæggelser. Her er det op mod 16 mio. kroner i ekstraudgifter, der kommer ud af det blå.
"Vi forstår det ikke helt. Vi har traditionelt haft lave sundhedsudgifter, men nu vækster vi mere og mest af alle i regionen. Og vi mangler simpelthen data på, hvad det er, der sker," siger Jørgen Prætorius.
Ingen panik
Økonomichefen fastslår, at der ikke er tale om panik. En del af de ekstra udgifter er dækket ind ved blandt andet at inddrage uforbrugte kroner fra forskellige puljer, og der er også taget penge fra puljen til vintervedligeholdelse.
"På baggrund af denne budgetopfølgning har Økonomiudvalget bedt administrationen om at udarbejde et handlekatalog, som byrådet kan bruge i forbindelse med efterårets budgetlægning. De problemer, vi oplever nu, vil nemlig også strække sig ind i de kommende år," siger Jørgen Gaarde.