Velkommen til Hammel Hestemarked
Mød op
Efter en lang, varm og tør sommer tager vi nu imod sensommeren med kortere dage, røde æbler, septembers blå himmel og ikke mindst Hammel Hestemarked. Det traditionsrige marked runder sommeren af på fornemmeste vis for 46. gang.
Hammel GF fejrer i år 100-års-jubilæum og har skabt et program, der både rummer fornyelse og velkendte indslag. Som altid åbnes markedsdagene med en rask løbetur på 5 eller 10 km, og i dagene herefter følger markedsdage med masser af god stemning.
For at Hammel Hestemarked kan byde velkommen til de 40-50.000 forventningsfulde gæster, har mere end 350 frivillige lagt en stor del af deres tid inden og uden for markedspladsen. Tak for, at I bruger jeres dyrebare tid på at skabe oplevelser for alle os andre. Det er til stor glæde for de besøgende og for området – og ikke mindst medlemmerne af Hammel GF, som får glæde af overskuddet fra markedet.
Nu venter os en forlænget weekend med oplevelser for hele familien til lands, til vands og i luften. Det meste foregår til lands, hvor vi kan opleve koncerter med blandt andet Sys Bjerre, Sweethearts, Kandis, Le Freak og John Mogensen Live. Til vands er der i år kapsejlads mellem Hammel GF’s afdelinger, og vil du have oplevelser i luften, så tag en tur i tivoli eller gøgl med artisterne i Cirkus Aroma. Sidst, men ikke mindst, byder de 200 kræmmerboder på alt mellem himmel og jord – og særligt det, du slet ikke manglede.
Rigtig god fornøjelse med Hammel Hestemarked 2018. Jeg håber, det bliver en succes for alle.