Checks til TRIF Fodbold og Natteravnene Hornslet
I samarbejde med en række REMA 1000 butikker, bl.a. i Rønde og Hornslet, blev der i december solgt juletræer fra to lokale gårde i Rostved og Feldballe. 25 kroner pr. træ var øremærket et socialt formål i lokalområdet.
Forleden kunne kasserer og cheftræner for seniortruppen i TRIF, Martin Hornbæk Nielsen, troppe op ved REMA 1000 i Rønde, hvor der ventede ham en check på 5.000 kroner.
Det samme kunne Finn Ørsted og Jutta Sjoerslev Pedersen fra Natteravnene Hornslet, blot ved deres lokale REMA 1000 i Hornslet. Også de gik hjem med en check på 5.000 kroner.
De glade givere var henholdsvis købmand Daniel Pedersen, REMA 1000 i Rønde, og købmand Thomas Ladefoged, REMA 1000 Hornslet.
De havde hver især besluttet, hvad 25 kroner pr. solgt juletræ i november og december skulle øremærkes til i deres lokalområde.
Samarbejde med lokale gårde
Juletræerne var leveret fra de lokale gårde Møgelhøjgaard og Søbakkegaard.
Møgelhøjgaard tilbyder sammen med familiens anden ejendom – Søbakkegård, blandt andet salg af kød fra kødkvæg og juletræer til private, restauranter og butikker i Danmark.
»Vi driver to ejendomme i familien. Jeg ejer Møgelhøjgaard. Min far og onkel ejer Søbakkegaard,« fortæller Kristian Rubach Winther, til daglig kreditspecialist hos Djurslands Bank.
»Vi har solgt juletræer i samarbejde med flere REMA 1000 butikker. Formålet er at sælge juletræer men samtidig give noget igen til lokalområdet,« siger han.
Han understreger, at konceptet har været det samme alle steder, også hos de REMA 1000 butikker, der ligger udenfor Adresseavisens dækningsområde.
»Det er den enkelte REMA 1000 butik, som bestemmer, hvem der skal støttes det enkelte år.«
Glæde i begge lejre
En check på 5.000 kroner efter nytår falder på et tørt sted. Særligt da i denne tid, hvor inflationen banker derudaf.
Martin Hornbæk Nielsen lovede på vegne af TRIF Fodbold, at man her var parate til at bidrage ved et lignende initiativ i år ved på oplagte tidspunkter at sende TRIF-medlemmer i klubbens gule og blå farver op på REMAs parkeringsplads for at supplere ved salget.
Det var købmand Daniel Pedersen helt med på.
Flere Natteravne søges?
I Hornslet sendte købmand Thomas Ladefoged mange roser efter de gule Natteravne, der efterhånden er den eneste af slagsen i Syddjurs.
»De gør en fantastisk indsats i lokalområdet og har altid været meget synlige,« roser Thomas Ladefoged.
Natteravnene Hornslet består af en lille flok voksne på små 20. De er synlige og observerer, når de færdes ude i det offentlige rum - aldrig inde. De blander sig aldrig fysisk i uroligheder o.lign. - men tilkalder professionel hjælp om fornødent.
»Vi er en lille sluttet flok, men vil gerne være flere,« siger Jutta Sjoerslev Pedersen.
Natteravnene går altid i hold på tre i den karakteristiske gule beklædning. Natteravnene giver sig tid til at lytte og tale med børn og unge - på de unges initiativ - men uden at yde egentlig rådgivning.
Det overlades efter situationen til professionelle i det lokale netværk eller de unges forældre, familie og bekendte.