Gurkan takker for opbakning til indsamling: »Det værste, der er sket i Tyrkiets historie«
En kok i Mårslet oplever stor støtte til burger-initiativ, der skal hjælpe jordskælvsofre.
Der skal sælges en del burgere til en 50’er for at komme op på den gode side af 12.000 kroner.
Så mange penge har Gurkan Gursoy fra Mårslet ”tjent” på blot to dage. Det er ikke kun fordi, den 47-årige kok laver gode burgere. Indtjeningen går ubeskåret til Alanya International Rotary Club, der vil omdanne penge til generatorer, telte og toiletfaciliteter.
Der er i skrivende stund 22.000 bekræftede døde efter det voldsomme jordskælv, der mandag 6. februar ramte Tyrkiet og Syrien. Gurkan Gursoy har, som navnet antyder, tyrkiske rødder, og han beskriver sit burger-initiativ som »det mindste, jeg kan gøre.«
»Vi skal hjælpe folk i Tyrkiet og Syrien. Det, der er sket, er en katastrofe. Det er det værste, der er sket i Tyrkiets historie. 7-8 byer er ramt. Jordskælvet kom midt om natten, hvor folk lå og sov i deres senge, og jeg tror også, det er derfor, dødstallet er så højt,« siger han til Din Avis Aarhus og fortsætter:
»Jeg håber det ikke, men måske kommer 100.000 mennesker til at miste livet.«
Gurkan Gursoy har selv et vennepar, der bor i en af byer, som blev hårdt ramt af jordskælvet.
»Hans mor blev trukket ud fra under murbrokkerne, men to timer efter, hun blev reddet, mistede hun livet. Hans far er endnu ikke fundet,« siger han.
»Så søde«
For at pengene hurtigst muligt kan komme afsted til Tyrkiet, betaler borgerne i Mårslet på forkant for de burgere, de mandag 13. februar kan hentes i multihallen i Mårslet.
Mange har valgt at sende penge Gurkan Gursoy uagtet, at de ikke er hjemme og/eller ikke bryder sig om burgere.
»Det er så søde mennesker, der bor her, og mange har betalt mere for maden, end den koster. Det er virkelig varmhjertede mennesker. Mårslet er en virkelig dejlig by. Jeg vil meget gerne sige tusind tak til folk, der vil bakke op om det her,« siger Gurkan Gursoy.
Han har selv oplevet et jordskælv på tæt hold. Det skete, da et jordskælv i 1999 dræbte 20.000 mennesker i hans hjemby, Istanbul.
Burgersalget i Mårslet er et blandt flere aarhusianske initiativer til fordel for jordskælvsofrene i Tyrkiet og Syrien.
En barejer i det centrale Aarhus stablede på ingen tid et velgørenhedsarrangement på benene i samarbejde med Red Barnet. En privatperson i Åbyhøj har samlet tøj ind og fået det fløjet til Tyrkiet med hjælp fra den tyrkiske ambassade i Danmark. Basketballklubben Bakken Bears har valgt at sende 60.000 kroner fra en trøjeauktion af sted til nødhjælpsarbejdet i Tyrkiet og Syrien.
I Tyrkiet er fodboldlandsholdsspiller Merih Demiral gået forrest i kampen for at samle penge ind til ofrene for jordskælvet. Demiral har blandt andet arrangeret en auktion med salg af signerede fodboldtrøjer fra spillere som Cristiano Ronaldo, Harry Kane og Erling Haaland.