Fortsæt til indhold

Zærlig følelse at få så meget plads

Butik Zærlig er rykket ind i nabolokalet og har fået tre gange så meget på plads, så nu bliver udfordringen at fastholde den særlige zjæl

Samfund

På butikstorvet i Rønde ligger Butik Zærlig. Før var det en lille bitte butik med ting fra gulv til loft, og endda med så lidt plads, at udvalget af vintagetøj- og stativet med de eftertragtede second-hand Levi’s bukser blev nødt til at stå udenfor. Nu har de to kvinder bag butikken flyttet hele molevitten ind i nabolokalet, hvor de har fået tre gange så meget plads og tøjet nu kan få lov at stå indendørs.

»Nu kan man rigtigt se alt, hvad vi har. Konceptet herinde er, at det hele er til salg, og det var svært at se vores møbler ordentligt før, for dem brugte vi til at stille ting på,« siger Gunhild Pedersen, som driver butikken sammen med Bettina Jensen.

I Butik Zærlig sælger de blandt andet gode genbrugsfund. Møbler, legetøj, vaser, stager og meget mere, som de med kritisk sans og kærlighed til genbrug har udplukket på markeder. Her er også omsyede kjoler, re-cyclede puder, tæpper, smykker lavet af dåser, uldfutter, viskestykker, økologisk sæbe, børnetøj og meget mere. Noget af det, har de selv lavet, andet har de i kommission for lokale kreative sjæle, blandt andet keramik og bundet blomsterbuketter af både den tørre og friske slags.

»Det, jeg nyder allermest er nok, at vi nu har fået plads til at stille malerier og grafiske tryk frem, så man rent faktisk kan se dem,« siger Bettina Jensen, som selv maler.

»Nu bliver udfordringen at få overført den gamle butiks sjæl til den nye, fordi lokalet her er så meget større. Det hele gik lidt stærkt, for da vi fik lejemålet tilbudt, tog vi en impulsiv beslutning og sprang til uden at have planlagt alverden. Men vi er godt på vej, og det er jo netop blandingen af genbrugsfund, nye og gamle ting, som giver Zærlig sjæl, så den er her allerede.«

Mange planer

Bettina Jensen og Gunhild Pedersen har kendt hinanden i mange år. De mødte hinanden i Gunhild Pedersens søns børnehave, hvor Bettina Jensen var pædagog.

»Jeg synes, han havde sådan noget spændende tøj på, som Gunhild selv havde lavet, og på den måde fandt vi ud af, at vi havde et fællesskab omkring alt det kreative.«

For otte år siden åbnede de Butik Zærlig sammen med to andre. I dag er de bare de to, og de har begge fuldtidsarbejde ved siden af. Det kan kun lade sig gøre, fordi nogle af dem, der lejer hylder til deres produkter, også som en del af aftalen tager en tjans bag disken, der i øvrigt er lavet af unge på STU i Rønde.

»Det her er i virkeligheden bare vores hobby, så det er et slags fristed for os at komme herned. Og nu har vi også fået plads til at vi kan sidde og arbejde med vores egne kreative sysler, mens vi passer butikken, så det er skønt,« siger Gunhild Pedersen, som syr alverdens ting, blandt andet børnetøjet.

Butikken har åbent alle dage undtagen søndag og mandag, og de to indehavere tager gerne imod henvendelser fra folk, som vil sælge deres ting i butikken på den ene eller den anden måde. Faktisk har de mange ideer til femtidens Butik Zærlig.

»Altså, der er ikke noget, der ligge fast endnu, men vi leger med tanken om at tilbyde kurser, foredrag eller temaaftener med tapas og bobler. Måske vil vi også stille en lille kaffeautomat op, så man kan sidde ved møblerne og drikke en kop kaffe. Vi har altid hovedet fuld af ideer, og nu har vi i hvert fald med det nye lokale muligheden for at realisere dem,« afslutter Gunhild Pedersen.