Fortsæt til indhold

Opråb fra en lokal forbruger: Vis nu noget samfundssind

Vivildborger og kommunalbestyrelsesmedlem Jytte Schmidt efterlyser større stillingtagen til den lokale dagligvarehandel.

Samfund

Hvis det en dag ender med, at Dagli’Brugsen i Vivild ikke længere kan løbe rundt, er det intet mindre end en katastrofe.

Sådan betegner Jytte Schmidt i hvert fald sådan et scenario, som man også kan læse om i artiklen herunder, og som netop nu er situationen i Nimtofte og Lime i Syddjurs kommune.

Ud over at være medlem af kommunalbestyrelsen er Jytte Schmidt også engageret og aktiv borger i Vivild, og hun forudser, at en bestemt gruppe borgere vil få det umådeligt vanskeligt uden en dagligvareforretning i byen.

»Jeg kender altså mange, der ikke har bil, og der kører nærmest ingen busser, så eneste mulighed er at tage flextur til syv kroner pr. kilometer. Nærmeste sted at købe ind vil være Nørager fire kilometer væk, dernæst Allingåbro syv kilometer væk. Det giver mindst 60-100 kroner mere for at handle ind, hvis brugsen ikke er der,« konstaterer Jytte Schmidt.

Mere samfundssind

Hun køber selv 80-90 procent af sine dagligvarer i den lokale Dagli’Brugsen, og som beskrevet i i artiklen på side 2 er det netop den helt lokale opbakning, der skal sikre overlevelsen for de små landsbybutikker.

Det ansvar bør man tage alvorligt, mener Jytte Schmidt.

»En dagligvareforretning sammen med skole og børnehave er bare nogle af de helt centrale ting, når det handler om bosætning. Særligt i en stor landkommune som Norddjurs. Dem med tre biler i garagen, de skal jo nok klare sig, men jeg synes også flere af dem bør vise noget samfundssind og lægge indkøbene lokalt. Lige pludselig er det for sent,« lyder det fra Jytte Schmidt.