Når klokken er fem minutter i 12, er det tid til rettidig omhu

Det er med en vis undren, at Lars Lisberg, uddeler i Dagli’Brugsen i Allingåbro i øjeblikket skæver til Nimtofte og Lime.

Efter det blev meldt ud, at Dagli’Brugserne i de to byer begge skal lukke, er lokalsamfundet rykket sammen for at stable en ny lokal dagligvareforretning på benene.

I sig selv er det jo en ganske positiv historie, men i den undren ligger også en bekymring. For selv om forretningen i Allingåbro er en større forretning end de to i Nimtofte og Lime, så er der masser af lighedspunkter.

Derfor har Lokalavisen efter de nylige lukninger taget pulsen på et par af de øvrige lokale Dagli’Brugser.

Folk farer op

Ligesom alle andre forretninger er Dagli’Brugsen her på Hovedgaden også ramt af voldsomme stigninger i energipriserne, og ligesom de to lukkede dagligvareforretninger i nabokommunen bliver Dagli’Brugsen i Allingåbro i vid udstrækning brugt som et supplerende indkøbssted.

Det er her, man lige stikker ind, efter man glemte at købe en liter mælk eller en pakke smøger i den forretning, hvor man laver hovedparten af sine indkøb på vej hjem fra arbejde. Problemet er blot, at de indkøbsmønstre hos kunderne ikke får hjulene til at dreje rundt, og forbrugernes indkøbsvaner var netop en af de årsager, som Coop i december nævnte, da de meldte ud, at de 12 Dagli’Brugser måtte lukke.

Og så er det, at Lars Lisberg undrer sig. For af en eller anden grund vil lokalbefolkningen rundt omkring i de mindre byer for alt i verden have en dagligvareforretning. Når nøglen er drejet om, sættes alt ind på, at den skal drejes den modsatte vej igen. Oftest med et nyt navn og mange nye investeringer fra de lokale.

»Vi ser i andre små byer, at den dag butikken lukker, så farer folk op og synes det er ganske forfærdeligt. Men det skal man jo tænke på i tide. Når dagligvarebutikken pludselig ikke er der mere, så vil man pludselig til at reetablere som købmand og ud og investere, og det er ikke billigt i tid og kræfter. Det opråb vil jeg gerne komme med her, for vi har da også kæmpet for overlevelse i de snart seks år, jeg har været i butikken,« siger Lars Lisberg og slår sit opråb fast.

»Jeg synes, man skal vise rettidig omhu nu og huske at bakke op, så vi ikke kommer dertil. Som jeg ser det, er klokken fem minutter i 12, og det er nu, vi skal i gang, hvis vi vil bibeholde et lokalsamfund.«

Tærer på egen pengepung

Lars Lisberg påpeger, at Dagli’Brugsen i dag varetager mange af de services, som man forbinder med et velfungerende lokalsamfund.

Pakkepost, bagerbrød og sågar tøj til rens kan klares i forretningen. De services vil forsvinde, hvis lukningerne en dag når til Allingåbro. Det samme vil mange sponsorater til lokale aktiviteter og foreninger.

I modsætning til Nimtofte og Lime er Dagli’Brugsen i Allingåbro en selvejende forening, og dermed er det ikke Coop, men foreningens egenkapital, der beslutter, om forretningen skal være eller ikke være.

Indtil videre er der da heldigvis stadig egenkapital at tære på, men tæret, det bliver der også.

»Vi har haft år med overskud, mens jeg har været her, men vi har haft svært ved det, og det har for det meste været en kamp for overlevelse. Så længe der er penge på egenkapitalen, så går det jo, men når der ikke er overskud, så tærer vi på den, og uden jeg kender det eksakte resultat endnu, så blev sidste år heller ikke et år med overskud,« konstaterer Lars Lisberg.

Ud over egen næsetip

I nabobyen Vivild er det derimod Coop, der suverænt styrer, om den lokale Dagli’Brugsen skal eksistere eller ej.

Her oplever uddeler Rasmus Juul også den daglige kamp om kunderne. Særligt i weekenderne har dagligvareforretningen det seneste halve år haft svært ved at nå sine budgetter.

Det er en af de ændrede indkøbsvaner, som det erndnu ikke er lykkedes at udpege årsagen til. Sikkert er det dog, at det er med til at øge presset på brugsen.

»For to år siden, når folk spurgte til butikken, kunne vi sige, at det gik fint. Det siger vi ikke i dag. Vi plejer at sige, at det går ok lige nu, men der skal ikke skrues på ret meget, inden det går galt,« siger Rasmus Juul.

Ligesom i Allingåbro oplever uddeleren i Vivild også, at hans forretning oftest bliver brugt som supplement til hovedindkøbene. Der er dog også mange positive undtagelser.

»Dem der er aktive i byen generelt, de handler også hos mig. De har drejet fokus en halv omgang og ser ud over egen næsetip. Jeg siger ikke, at alle borgere i Vivild skal købe alle deres madvarer hos mig, men hvis flere gjorde en del af deres indkøb og lagde 1000 eller 1500 kroner om måneden her, så vil det gøre en kæmpe forskel. Jeg synes i hvert fald, at man skal tænke sig om og støtte, mens vi er her. Det bliver ikke billigere af at skulle kæmpe for at lave en købmand bagefter,« vurderer Rasmus Juul.

En gammel sang

Tilbage i Allingåbro deler uddeler Lars Lisberg kollegaens tanker for en fremtidig eksistens.

Han er udmærket klar over, at pris formentlig er det væsentligste parameter, som kunderne handler ud fra. Særligt med det seneste års udvikling i energi- og fødevarepriser.

Lars Lisberg mener imidlertid også, at Dagli’Brugsen har fået et image, som dermed har været en af årsagerne til, at flere af forretningerne nu har måttet lade livet.

»Der har længe været en gammel sang om, at Dagli’Brugsen var for dyr, men jeg tror, at man skal genoverveje den tanke. Jeg vil påstå, at på vores brød og mælk kan vi matche hvem som helst. Det er jo de basale varer, som folk efterspørger, og det er jo det, der skal drive vores forretning. Derfor vil det da være dejligt, hvis man bare en enkelt gang mere om ugen lagde sin handel hos os. Hvis mange pludselig gør det, så sker der noget. Så bakker man altså sin by op,« fastslår Lars Lisberg.