Fortsæt til indhold

Savner legekammerater: »Vi vil jo gerne have det her til at leve i mange år«

Fælles om Højvangen søger flere samarbejdspartnere. Det er dog ikke helt let, når man arbejder, mens alle andre er på ferie.

Samfund

»Det er vores opgave at sikre, at det her lever videre, når vi ikke er her længere.«

Charlotte Strandgaard er projektleder i Fælles om Højvangen. Gennem de seneste år, har hun gennem sit arbejde været engageret i initiativer som eksempelvis Storlegeland. Det er dog projekter, der kun kan lade sig gøre, fordi der er frivillige, der stiller op, og fordi der er en boligsocial helhedsplan.

»Nu kan vi se, at det rent faktisk kan lade sig gøre, fordi der er en stærk tovholder som Lone, og så de her frivillige som er ret stabile. Der er en god skare af en fem-seks af de mere modne, som er faste her.«

Fælles om Højvangen kører i fireårige perioder, og der er stadig tre år tilbage af denne omgang. Derefter er det uvist, hvad der skal ske.

Folk er på ferie

For at Fælles om Højvangen skal kunne fortsætte i fremtiden kræver det frivillige. Udfordringen er dog, at mange af de personer, foreninger og institutioner, som kunne være ideelle samarbejdspartnere, er på ferie, når de frivillige i Højvangen rykker ud med blandt andet Storlegeland.

»Det er meget børn og unge her fra området, der er frivillige. Vi kunne godt tænke os lidt mere voksenhjælp til den dag, vi ikke er her.«

Derfor holder de udkig efter personer, foreninger eller virksomheder, der har lyst til at hjælpe til. Selvom det er ferie.

»Det er jo netop derfor, at det er så vigtigt, at der er nogen, der gør det her. Vi har prøvet i mange år, at få fat i de her stærke kræfter, men de er på vinterferie allesammen. Det kommer altså en stor del af byen til gode, at der er nogen der gør noget for dem, der ikke er på ferie.«