Naturbørnehave har ledige pladser for første gange
Siden Naturbørnehaven i Bjedstrup åbnede i 2020 har de 20 pladser været fyldt op, men et nyt tiltag i indskolingen gør, at der fra august er ledige pladser i den populære børnehave.
Natur, bæredygtighed og fællesskab er i højsædet, når børnene i Naturbørnehaven i Bjedstrup udfolder sig på den 35.000 kvm. store grund med egen bæk, sø og skov.
Siden foråret 2020 har den lille hytte i skoven ved Bjedstrup Skole dannet ramme om den kommunale naturbørnehave, og lige fra begyndelsen har tilbuddet været så populært at samtlige 20 pladser konstant har været besat. Men nu betyder et nyt tiltag i indskolingen på Bjedstrup Skole, at der fra august for første gang er ledige pladser.
»Vi har børn fra hele kommunen - Stilling, Skanderborg og Ry samt lokale børn fra de omkringliggende landsbyer. Vores beliggenhed i skoven og fokus på bæredygtighed gør stedet til noget særligt, og der er mange, der gerne vil give deres børn den læring med på vejen,« fortæller leder Lars Søgaard Andersen om naturbørnehaven som i bil kun ligger ti minutter fra Skanderborg og seks minutter fra Ry.
Det er en gave ikke at være flere end 20, det giver plads til det enkelte barns behov og mulighed for at styrke fællesskabetSif Hellerup
Fokus på bæredygtighed
Sif Hellerup, mor til et barn i naturbørnehaven, er til daglig lærer på en specialskole i Århus, og hun er ikke i tvivl om, hvad der gør den lille børnehave attraktiv:
»Prøv at komme herud en sommerdag, hvor de har fanget frøer i skoven, og se hvor nænsomt de passer på de små dyr, og lyt til hvor meget de ved om naturen. Det er en enorm glæde at opleve,« siger hun og påpeger, at også børnegruppens beskedne størrelse har mange fordele.
»Børnene leger på kryds og tværs af alder og køn. Det er en gave ikke at være flere end 20, det giver plads til det enkelte barns behov og mulighed for at styrke fællesskabet,« mener Sif Hellerup.