Festivalklubben efterlyser gode ideer på Walthers Musikcafé
Musikcaféen lokker med lækker jazz, en kold øl - og så kommer maskot Walther med lidt mundgodt til de mindste
Skanderborg Festivalklub er en af kommunens største foreninger med mere end 13.000 aktive medlemmer.
Festivalklubben står hvert år bag SmukFest, der afvikles i Dyrehaven i Skanderborg.
I 2012 etablerede Skanderborg Festivalklub Walthers Musikcafè i Adelgade for her at give byen en platform for det kreative vækstag hele året.
Walthers Musikcafè er på mange måder festivalens ungdommelige ben og den er primært drevet af unge under 30 år.
Fællesskab og frivillighed
Skanderborg Festivalklub stiftede i 2014 Smukfonden, som flere gange om året uddeler penge til projekter og tiltag, som gennem facilitering af fællesskabet arbejder for at afhjælpe ensomhed og udsathed.
Fællesskabet, festen og frivilligheden er helt centrale omdrejningspunkter i alt,. hvad Skanderborg Festivalklub foretager sig.
I 2019 kan festivalklubben i øvrigt fejre sit 40 års jubilæum.
Walthers Cafè er også en del Aktiv Skanderborg på lørdag 5. maj.
Her kan man møde festivalklubben i foreningens dobbeltdækkerbus foran Walthers Musikcafè, hvor der bydes på lækker jazz og en kold øl. Ungerne kan også hilse på festivalens maskot Walter, som har lidt mundgodt med til de mindste.
Man kan også høre lidt om hvordan man søger støtte hos Smukfonden eller bliver frivillig på festivalen.
Og for alle, der kigger forbi, er der mulighed for at aflevere gode ideer til, hvordan Smukfest skal markere 40 års jubilæet til næste år.
Og så trækkes der lod om to søndagsbilletter til årets festival blandt alle de indleverede forslag.