Fra ufaglært til faglært på otte måneder
Charlotte Bak Petersen uddannet på rekordtid
"Det bliver bare fedt at få papir på det hele."
Sådan lyder det fra 37-årige Charlotte Bak Petersen fra Kvikly i Skanderborg.
Hun har arbejdet i som ufaglært salgsassistent i 17 år, men så fik hun en helt unik chance for at blive faglært i et nyt uddannelsesforløb.
Det er et samarbejde mellem Coop og HK Kompetencefondet, som har mulliggjort forløbet, hvor Charlotte startede i oktober 2017 sammen med 14 andre kursister fra forskellige af Coops kæder.
Efter knap ni måneder fordelt med 17 uger på skolen, ZBC i Roskilde, og resten af tiden hjemme i butikken, kommer belønningen snart, når Charlotte og hendes kolleger i uge 25 udklækkes som faglærte salgsassistenter med speciale i kapitalkædedrift.
Tilbage i juli i år 2000, da Charlotte blev ansat i Kvickly, var hun lige blevet færdig med HHX.
"Jeg gad ikke gå i skole mere, og det var egentlig bare ment som et sabbatår, men jeg kom aldrig videre. Men jeg har befundet mig rigtig godt med arbejdet og med kollegerne, og da Coop sidste år startede et forløb fra ufaglært til faglært, så fattede jeg straks interesse for det," fortæller Charlotte Bak Petersen.
Hun fremhæver, at hun gennem arbejdet ved kasselinjen i Kvickly gennem årene har lært at blive mere udadvendt og lagt noget generthed bag sig. Og området personlig udvikling har også været en del af den nye faglige uddannelse.
Derfor glæder Charlotte sig også over, at hendes varehuschef i Skanderborg, Jacob Ring, prioriterede at sende hende på kurset.
"Det betyder rigtig meget, fordi det har givet selvindsigt, ligesom vi har fået nogle redskaber, som man kan bruge til at udvikle sig selv, så både det menneskelige og faglige har været meget givende," fremhæver Charlotte Bak Petersen.
Hun har også været glad for samværet med de andre på holdet, som hun i fritiden under skoleopholdene i Roskilde, har besøgt i deres respektive butikker.
"Det har været fedt at få inspiration og kunne sparre på tværs af kæderne på den måde," siger hun.
Charlottes fagprøve har fokus på salg af Sund slik ved kassen. Det hele handler om at give kunderne et kærligt skub i retning mod et sundere valg. Til slut skal Charlotte skrive en synopsis, som hun senere skal forsvare på skolen.