En sejltur med solen som brændstof
Rys nye solbåd er grødesikker, solcelledrevet og kan lejes
Lydløst glider båden gennem vandet ud for Ry, mens man kan høre fuglene synge fra de lysegrønne trætoppe. På taget af båden er installeret tre solceller, som gør det muligt at sejle i et roligt tempo uden larm fra en benzinmotor.
"Den er lavet til nydelsessejlads,« lyder det fra Henry Thomsen, kaptajn og indehaver af firmaet Solbåden.dk.
"Det er ikke meningen, at man skal sejle hurtigt i den, man skal i stedet ned i gear og nyde naturen,« tilføjer han, og kigger ud over det spejlblanke vand.
Solbåden, som han taler om, er helt ny. I fredags blev båden officielt søsat med dåbsfest og gratis prøveture på havnen i Ry. Og nu kan båden så lejes til oplevelsesture på egen hånd.
Fra Ry Havn er det i solbåden muligt at sejle via Birksø til Knudsø eller Julsø, hvorfra man kan nyde udsigten til bl.a. Himmelbjerget.
"Man kan faktisk godt sejle helt til Silkeborg, hvis batteriet er fuld, og man sejler roligt,« smiler Henry Thomsen.
"Men det kræver også det meste af en dag,« tilføjer han.
En hjemmelavet båd
Henry Thomsen har sejlet på hobbyplan siden 1980'erne, mens han til dagligt har arbejdet som skoleleder. I år 2009 fik han en sjov ide på en sejltur, og inden længe blev idéen ført ud i livet. Han lavede sin egen miljøvenlige båd med solceller og en lille vindmølle bag på. Da Marianne Purup, turistchef i VisitSkanderborg, hørte om opfindelsen, kontaktede hun Henry Thomsen for et samarbejde.
Herefter gik Henry Thomsen mere seriøst til værks, og det viste sig hurtigt, at man særligt i Tyskland og Østrig har gode erfaringer med de miljøvenlige både, da man her har man en del søer, hvor motorsejllads er forbudt. Henry Thomsen indgik derfor et samarbejde med en producent i Tyskland, og i dag er beskæftigelsen ikke længere en hobby men et fuldtidsarbejde for ham.
Fra sin forretning i Aarhus har han solgt solcelledrevne både til hele landet og er bl.a. ansvarlig for de solbåde, der bliver brugt på åen i forbindelse med Aarhus Festuge. I stedet for benzin lever bådene af solenergi, der bliver lagret i batterier og brugt til at drive båden frem med hjælp fra en lille el-motor. De bliver bygget på en fabrik i Tyskland, men Henry Thomsen monterer selv solceller, batterier og en mindre motor i sit eget værksted.
Fond står bag
Den seneste båd, som han har solgt, er den, der fra 14. maj kan lejes i Ry. Det er fonden "Isfuglen Ry", der med brugsforeningen Tryg i spidsen har købt den. Fonden støtter naturvenlig sejlads på Himmelbjerg-søerne, og er udover Tryg et samarbejde mellem Hjejleselskabet, Søhøjlandets Turistforening. Og der er planer om, at der skal bygges endnu en solbåd til området. Det skal dog være en større turistbåd, forklarer Henry Thomsen.
Henry Thomsen har tidligere været ansvarlig for to andre solbåde i Ry, men efter store problemer med grøde i Gudenåen og søerne omkring, blev Henry Thomsen og VisitSkanderborg nødt til at afvikle dem.
"Vi blev flere gange kaldt ud til folk, der havde lejet bådene, og som sad fast. Grøderne havde simpelthen viklet sig ind i motoren,« fortæller Henry Thomsen.
Henry Thomsen måtte derfor lægge hovedet i blød. Og i samarbejde med den tyske leverandør, har han nu lavet en båd, som er særligt god til at sejle i grøde. Båden stikker ikke så dybt, og derudover sidder der i stævnen en finne, der fejer grøden væk og sikrer fri passage.
Nem at sejle
"Vi skal samarbejde om turisterne i Østjylland«
Det kræver intet certifikat eller speedbådskørekort at leje solbåden.
"Det er det smarte ved den her båd. Den er meget nem at manøvrere,« fortæller Henry Thomsen.
For ens egen sikkerhed er det dog en fordel, hvis man har lidt erfaring med at færdes på vandet, tilføjer han kort efter. Og netop fordi den er så nem, kan man ifølge Henry Thomsen, uden problem sejle ud og lægge til ved en af de grønne teltpladser omkring søerne, når man skal nyde sin medbragte mad.