Fortsæt til indhold

Ny landsdækkende børneavis får base i Aarhus

JP/Politikens Hus lancerer Børneavisen, som skal få børn i alderen 9 til 12 år til at læse avis

Samfund
Arkiv

På den anden side af sommerferien får alle 9-12-årige mulighed for at holde ”rigtig” avis og få den leveret hjemme hver tirsdag. Det sker i starten af september, når JP/Politikens Hus lancerer Børneavisen. Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Børneavisen er først og fremmest en rigtig avis på 24 sider, sprængfyldt med spændende, sjovt og relevant indhold for de 9-12-årige – skrevet i letforståeligt sprog og trykt på særligt godt papir. Men det er meget mere end det. Det er også et digitalt univers, der involverer børn, ambassadørskoler, børnejournalister m.m.

”Børneavisens publicistiske mission er at bidrage til børns demokratiske og sociale dannelse, som ofte er under pres i takt med den stigende skærmtid. Det har længe væres vores drøm at udgive en børneavis, så vi er vældig glade for, at det nu endelig sker,” siger koncerndirektøren i JP/Politikens Hus, Dorthe Bjerregaard Knudsen, i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Vi vil lave et produkt, som man bare må have fingrene i, og som både forældre og børn har lyst til at have liggende i hjemmet. Det skal være en avis, som taler op til børnene og tager dem seriøst."

Kamp mod fake news

”Børneavisen vil tage barnet i hånden i en verden, hvor oplysning om samfundsforhold i stigende grad foregår via de sociale medier, hvor fake news florerer, og hvor børnene gennem deres brug af sociale medier bliver præsenteret for meget, som er vanskeligt at sortere i,” fortæller Louise Abildgaard Grøn, der bliver ansvarshavende chefredaktør og direktør for Børneavisen, i pressemeddelelsen.

”Det at kunne navigere og sortere i indhold spiller en vigtig rolle for børnenes selvforståelse, identitetsudvikling og dannelse, og det skal denne avis bidrage til. Vi skal tænke leg og læring ind i informationsbudskabet og samtidig forberede børnene på samfundsdebatten. Vi vil vise dem, at nyheder ikke kun findes på nettet og vise dem glæden ved at fordybe sig i et fysisk produkt, som er skrevet om – og til – børn,” fortsætter Louise Abildgaard Grøn, som de seneste ti år har haft ansvaret for skoleaktiviteterne i JP/Politikens Hus, herunder den store Mediekonkurrence, hvor landets skoler kæmper om at lave den bedste avis eller det bedste site.

Børneavisen vil blive produceret af en nyetableret redaktion med tre dedikerede journalister, som får base i Aarhus. På det kommercielle og administrative område vil den nye avis blive drevet i et samarbejde med JP/Politikens Hus’ øvrige titler herunder Politiken og Jyllands-Posten.

Avisen bliver støttet med to millioner kroner fra Kulturministeriets innovationspulje.

jwh