Jørgen Gaarde: "En rimelig god aftale om økonomien i 2019"
Borgmester Jørgen Gaarde glæder sig over pulje til flere ældre og flere børn
Borgmester Jørgen Gaarde (S) kalder aftalen, der blev indgået torsdag i sidste uge mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen om kommunernes økonomi i 2019, for 'rimelig god'.
"Aftalen indebærer et løft på serviceudgifterne i 2019 på 1,7 mia. kr. på landsplan til at imødekomme den demografiske vækst med et stigende antal ældre og børn. Det er et område, der betyder meget i Skanderborg Kommune, da der er fart på udviklingen med mange tilflyttere og et stigende antal skolebørn og behov for dagpasning for de yngre," siger Jørgen Gaarde.
Antallet af ældre stiger også. Fra 2017 til 2027 ventes ifølge Danmarks Statistik 82 procent flere over 80 år i Skanderborg Kommune.
Samtidig stiger antallet af borgere med psykisk sygdom.
Puljen på 1,7 mia. kr. vil cirka give Skanderborg Kommune ekstra 17 mio. kr. at arbejde med på de her områder.
Plads til anlægsudvidelse
Aftalen omfatter også et løft på kommunernes anlægsniveau fra sidste år på 800 mio. kr. til samlet 17,8 mia. kr. på landsplan. Væsentligt mere, end regeringen først lagde op til i forhandlingerne.
Derudover indføres der ikke som bebudet fra regeringen sanktioner på overskridelser af anlægsbudgetterne i kommunerne.
To ting, der gavner det mål, som byrådet i Skanderborg Kommune har sat om at hæve anlægsbudgettet i 2019 fra 95 mio. kr. til 125 mio. kr..
"Så den aftale er god for os, ellers kunne vi have fået en udfordring. Nu handler det om, at byrådet skal finde pengene til udvidelsen af anlægsbudgettet," siger Jørgen Gaarde.
Kommunale skævheder
Skanderborg Kommune har dog stadig et efterslæb, fordi regeringen opgav at gennemføre en udligningsreform, der skulle stille kommunerne mere lige.
Men i aftalen mellem KL og regeringen videreføres et finansieringstilskud på 3,5 mia. kr., hvoraf de to mia. kr. går til kommuner, der er særligt udfordret på økonomien. Mens halvanden mia. kr. fordeles til de øvrige.
"Det retter ikke op på det kæmpe efterslæb, vi har, men det vil cirka give Skanderborg Kommune 15 mio. kr. i 2019," siger Jørgen Gaarde.
Det er også til Skanderborg Kommunes fordel, at regeringen ikke hæver det såkaldte grundkapitalindskud, som er den andel af nybyggeri i den almene boligsektor, som kommunerne skal finansiere, som regeringen havde ønsket det.
Endnu usikkerhed
Jørgen Gaarde understreger, at det endnu er for tidligt at bedømme det fulde billede af Skanderborg Kommunes økonomi i 2019. Det kommer først i juli-august.
"Men jeg håber, vi igen lykkes med at vælge selvbudgettering fremfor statsgaranti, da det vil give os en fordel," siger Jørgen Gaarde.
Budgetforhandlingerne i Skanderborg Kommune starter for alvor med et budgetseminar 23. august.