Fortsæt til indhold

Jubilæum: 25 år på Expedit

Allan Nielsen har været ansat på Expedit i 25 år.

Samfund
sra

Den 23. marts 2023 kan Allan Nielsen fejre sit 25 års jubilæum på Expedit, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Allan kom til Expedit ved, at han spurgte en bekendt, som arbejdede på Expedit, om denne troede der var mulighed for, at han kunne få arbejde på virksomheden. Det var der, og kort efter blev Allan kaldt til samtale og fik job på lageret.

De første par år bestod Allans job dels i lastbil-kørsel mellem fabrikken i Hadsten og Expedits daværende fabrik i Ulstrup, og dels i lagerarbejde på Hadsten-fabrikken. Det var dengang, Expedit havde egen lastbil til at køre mellem de to fabrikker.

Siden fik Expedit andre chauffører til at køre mellem fabrikkerne, og Allan har siden arbejdet fast på lageret med et par afstikkere til maleafdelingen. I dag kører han varer væk fra malebåndet og kører med returvarer.

Allan har altid arbejdet om natten og kunne ikke tænke sig andet. Han er glad for Expedit som arbejdsplads og fortæller, hvordan han har oplevet imødekommenhed hos sin leder, når han er fremkommet med ønsker eller udfordringer.

Ikke mindst er Allan meget glad for sine kolleger. Samarbejdet fungerer rigtig godt, og man kan gå til hinanden, hvis man har brug for hjælp. I den forbindelse nævner Allan den daglige overdragelse af opgaver mellem skiftene, som han fremhæver går rigtig fint og med godt humør.

Det gode kollegaskab betyder meget for Allan og er en væsentlig grund til, at han hver aften tager glad på arbejde.

Allan bor i Hornslet, og en god del af fritiden bruges på familie og venner.

Ledelsen og kollegaerne ønsker Allan Nielsen hjerteligt tillykke med jubilæet, som markeres uhøjtideligt på Expedit den 23. marts.