Fortsæt til indhold

Generalforsamling i Kolind Distriktsråd: Er byen under afvikling eller udvikling?

Et bysbarn takkede af efter 10 år i Kolind Distriktsråd, som tager livtag med en by i forandring

Samfund

Er Kolind under afvikling eller udvikling? Det spørgsmål tog de 30 fremmødte på generalforsamlingen i Kolind Distriktsråd mandag aften temperaturen på.

Som det sig hør og bør indledte formanden med en beretning, hvor han skitserede de projekter, som Distriktsrådet har arbejdet med det sidste år. Af de største kan nævnes Kolind Bypark. Om den sagde formanden:

»Efter at have droppet planerne om Kolind Kultur og Bevægelsespark fik vi arkitektfirmaet Vintov til at kikke på området. Det kom der et nyt fantastisk projekt ud af, nemlig Kolind Bypark. Et projekt der rummer meget mere natur, et mødested for alle byens borgere, de organiserede grupper, men også de uorganiseret. Vi taler om aktiviteter, leg, og så har vi bevaret drømmen om en sansehave i forlængelse af Frejas Vænge.«

Distriktsrådet gik til gik til byrådet med planerne og har fået økonomisk støtte med 2 millioner i 2023 til parkens grundstruktur, som så skal suppleres af fonde, sponsorater og frivilligt arbejde. Endelig bidrager kommunen med 2 millioner igen i 2026 til at afslutte projektet. Projekt Bypark og Sansehave har et samlet budget på 6-7 millioner kroner.

»Vi har selvfølgelig også præsenteret den nye park for skolen, børnehuset og Frejasvænge, og der er fuld opbakning fra dem alle.«

Derudover fortalte han om et samarbejde med private investorer, der vil opføre en indendørs padelbane ved Kolind+. Om hvordan Distriktsrådet sammen med byens andre foreninger fortsat lægger et pres på kommunen i forhold til at få lavet nye byggegrunde, ikke mindst til erhverv, og så understregede han desuden rådets store fokus på at få skabt bynær natur. Blandt andet et stisystem rundt om Mårup Å og bedre adgang til Simonsens Sø hele året rundt.

Nye kræfter

Morten Frost var på valg, men blev genvalgt uden de store problemer. Knud Vorbjerg, som har siddet i Distriktsrådet i 10 år, ønskede ikke at fortsætte.

»Det har været 10 dejlige år, men nu er det slut. Nu må der yngre kræfter til.«

Knud Vorbjerg har boet hele sit liv i byen, ja faktisk hele sit liv på Nødagervej, og han har om nogen set byen forandre sig.

»Jeg kan huske, da der var fire jernbanespor, to slagtere, fem købmandsbutikker, tre bagere og dyrskue. Sådan ser byen ikke ud i dag, men det behøver jo ikke at betyde, at den er død. Den er bare anderledes.«

I generalforsamlingens jagt på hans erstatning pegede pilen efter et par nervøse minutterpå Henrik Nielsen, som med et nik tilkendegav, at han gerne ville have pladsen.

»Det er en god mand at få en i Distriktsrådet. Han har energien og visionerne,« sagde Knud Vorbjerg.

Noget tyder på, at der rent faktisk er tale om nye kræfter, for under eventuelt rejser Henrik Nielsen sig og fortæller lidt om alle de projekter, han lige nu har i gang for at genskabe Kolind som en by ved Sundet. Blandt andet om træer, der skal fældes.

»Dengang jeg var dreng, kunne vi altid se Sundet, nærmest lige meget hvor vi var i byen. Det kan vi ikke mere, på grund af træerne, der er vokset op fra rundkørslen og hele vejen hen forbi Fugletårnet. Dem har jeg nu fået lov at fjerne i samarbejde med kommunen. Vi praler af, at vi er Sundets hovedstad, så nu skal de fjernes, så vi kan se sund igen. Det håber jeg ikke, I har noget imod.«

Kolind - en familieby

Selv om flere butikker den seneste tid er lukkede i byen og har efterladt en hovedgade, der kun er en skygge af sig selv, så har byens foreninger tilsyneladende ikke mistet troen på, at Kolind fortsat vil - ikke bare overleve - men blomstre.

»Alle de udviklingsprojekter, der er i gang i byen, er alle elementer, der skal gøre Kolind til en attraktiv tilflytningsby. Det er vigtigt for Distriktsrådet, at vi bevarer alle vores institutioner, skoler osv., Det er vigtigt, at vi bevarer Brugsen og 365. Vi ville ønske, at alle butikkerne kunne blive også, men det er nok en for stor opgave at løfte for Distriktsrådet,« siger Morten Frost.

Bent Nielsen supplerer med at fortælle, at tre foreninger for to år siden slog sig sammen med ambitionen om en branding-kampagne af Kolind og omegn. Kommunen har støttet med 150.000 kroner, og sponsorer har desuden bidraget med 33.000 kroner. Kampagnen kan dog ikke ses i Kolind, for arbejdsgruppen har valgt at lade den ramme børnefamilier i Aarhus og Randers i håbet om, at de vil vælge at flytte til Kolind.

»Det er jo fordi, vi mener, at byen her er oplagt at flytte til, især for børnefamilier.«

Det er Casper Foged Gommesen, næstformand i Kolind Borgerforening, helt enig i.

»Vi er ved at udvikle os fra at være en handelsby til en familieby. Alle daginstitutioner og dagplejere er fyldt op, og vi er også ved at løbe tør for byggegrunde. Det kan godt være, at butikkerne forsvinder, men her er masser af folk, og der er god opbakning til alle de arrangementer, vi laver for børnefamilier.«

Joan Lang, der på generalforsamlingen repræsenterede Kolind Handelsstandsforening, og som er indehaver af Lang & Lang, der forhandler rideudstyr, satte en tyk streg under, at Kolind er i forandring, og at det bestemt ikke er det samme som afvikling.

»Det er ærgerligt at vi hører så meget negativt omkring, at vores butikker lukker. Jeg kan kun give jer ret i , at det er smadder ærgerligt, men vi skal huske på, at den mand, der har ejet butikkerne har ønsket at afvikle sine butikker, og det kan vi i Handelsstandsforeningen kun sige er i orden. Han har gjort meget for byen gennem mange år. Tiderne gør det svært at åbne nye butikker, men vi må håbe, at det kommer i fremtiden. Vi skal tage ja-hatten på, for vi er ikke under afvikling. Vi er en by i udvikling. Det viser alle de projekter, der er gang i. Kolind By bliver måske bare lige lidt en anden by, end den har været de sidste 100 år.«