Syddjurs lader børn tage skraldet
Der er rekordstor opbakning til den årlige affaldsindsamling, og børnene går forrest.
Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når tusindvis af danskere inden længe rykker ud i naturen med affaldssække og gribetænger. Affaldsindsamlingen venter lige om hjørnet, og i år er det med rekordstor opbakning fra landets skoler og dagtilbud, skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.
I hverdagene 20. til 24. marts skal 188.000 børn fra skoler og dagtilbud i hele landet ud at samle affald. Alene i Syddjurs Kommune deltager 2.187 børn.
Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har tilmeldt deres elever og børn til årets indsamling – og i år slår de rekorden fra sidste år, hvor der på landsplan var tilmeldt 164.000 børn.
»Vi oplever en særligt stor interesse for Affaldsindsamlingen i år, og det er virkelig fantastisk, at så mange børn skal med ud at samle affald,« siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmark Naturfredningsforening, og fortsætter:
»Det kommer ikke kun til at gøre en helt konkret og synlig forskel for naturen, når så mange børn giver en hånd med. Affaldsindsamlingen er også en meget håndgribelig måde og en god anledning til at lære børnene, hvor vigtigt det er at passe godt på naturen og miljøet.«
Som led i Affaldsindsamlingen får skolerne og dagtilbuddene adgang til digitale undervisningsmaterialer, der blandt andet skal gøre børnene klogere på affald, affaldsforebyggelse og ikke mindst sammenhængen mellem affald og klima.
Når skoleeleverne har været i marken i løbet af hverdagene, er der ikke kun spænding om, hvor meget affald de har samlet.
Merrild, der er officiel partner på Affaldsindsamlingen, ønsker at hylde skolerne og de ihærdige elever, som alle er sande affaldshelte. Derfor sætter Merrild for fjerde år i træk et gavekort på 25.000 kroner på højkant i skolekonkurrencen ”Merrilds Grønne Pris 2023”, som går til skolen med årets grønne projekt.
Sidste år gik prisen til Køge Lille Skole.