Fortsæt til indhold

Hørbart: Et skridt fremad for hørevelfærden

Bedre hørevelfærd er det allervigtigste hos Hørbart, det nye hørecenter i Adelgade i Skanderborg.

Samfund

Det går stærkt med at sætte nye skud hos hørecenteret Hørbart, der på få år har fået afdelinger i fire jyske byer, senest i Adelgade i Skanderborg, hvor kæden åbnede for et par uger siden.

Bag Hørbart står Bettina Bloch-Hamre og Stinne Møller Nordby, der begge er uddannede audiologister og havde lange karrierer som hørespecialister med sig i bagagen, da de i 2020 besluttede at etablere deres eget hørecenter. De kendte hinanden fra en af de større hørecenterkæder, hvor de var ansat som salgschefer.

»Det gav os nogle indsigter, som satte tanker i gang om andre måder at gøre tingene på, men hvis vi ville ændre på noget, så måtte vi jo starte for os selv. Det handler ikke så meget om at blive store, men mere om at blive dem, der kan give den bedste rådgivning, bedste behandling og bedste service til vores kunder. Det er vores vision,« forklarer Stinne om springet til egen høreklinik.

Det handler ikke så meget om at blive store, men mere om at blive dem, der kan give den bedste rådgivning, bedste behandling og bedste service til vores kunder
Stinne Møller Nordby, Hørbart

Først og fremmest ser de to en mulighed for i skabe større værdi for den enkelte kunde ved at kunne tilbyde høreapparater fra flere forskellige producenter i modsætning til de store hørecenterkæder, der alle er producent-ejet og derfor kun tilbyder et mærke.

»Vi synes, der manglede den mulighed, at man kan gå ind et sted og så få at vide, hvad der eksisterer af muligheder. Fordi vi er et uafhængigt hørecenter, er vi ikke bundet op til en bestemt producent, men kan tilbyde flere forskellige mærker. Så vores kunder kan være sikre på, at de får det apparat, der passer bedst til dem,« understreger Bettina.

Når du booker en tid hos Hørbart, så er der sat god tid af til at lave en grundig behovsanalyse. Det omfatter blandt andet en høretest. Foto: Grethe Bo Madsen

Udviklingen indenfor høreapparater går lynstærkt, og i dag kan man hos Hørbart få den spritnyeste teknologi. Det betyder blandt andet høreapparater med rigtig god lydkvalitet, ligesom de naturligvis har bluetooth, så de kan bruges som almindelige headset til mobiltelefonen, den bærbare computer eller tablet.

Målgruppen er primært ældre med svigtende hørelse, men en ny gruppe er ved at finde vej til hørecenteret. Bettina og Stinne har nemlig fundet en niche og tilbyder formstøbte høreværn til forskellige behov.

»God hørelse er god livskvalitet. Mange vil gerne beskytte deres hørelse med høreværn. Vi kan lave høreværn, der er formstøbt, så de passer præcist til netop dit øre,« forklarer Bettina.

I den formstøbte øreprop sidder et lille filter, som afgør, hvilken type dæmpning, det sker.

»Det er vigtigt at filteret passer til behovet. Hvis du for eksempel har brug for et høreværn til musik, så sørger filteret for at lave en lineær dæmpning af lyden, så du får det samme lydbillede og kan nyde musikken helt som normalt, samtidig med at du beskytter din hørelse. Køre du motorcykel, så sørger filteret for at dæmpe vindstøj, motorstøj og dækstøj. Mange får også lavet formstøbte ørepropper til at sove med, i stedet for de almindelige ørepropper, der godt kan gøre ondt og let falder ud i løbet af natten,«uddyber Stinne.

»Det er meget positivt, at så mange er ved at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at passe på hørelsen. Vi laver mange forskellige typer af høreværn, til mange forskellige behov. Vi har for nylig lavet til en produktionsvirksomhed, hvor medarbejderne nu kan skifte store, varme høreværn ud med formstøbte ørepropper med et filter i, der sortere industristøj fra,« fortæller hun.