Krisen ændrer planerne i Tirstrup
Måske undrer du dig over, hvad der er ved at ske på grunden bag tankstationen i Tirstrup, som er blevet ryddet for træer de seneste par uger?
Svaret kommer her, men først skal vi et par år tilbage. Her købte Dagli’Brugsen i Tirstrup nemlig tankstationen og den tilhørende grund bagved på den anden side af Ebeltoftvej. Siden da har planerne været store, men dem har krisen sat en stopper for, fortæller chef for Dagli’Brugsen Claus Lundberg.
»I første omgang ville vi lave parkeringspladser, men så fik vi den ide at bygge ældreboliger på grunden. Jeg har både været i dialog med kommunen og en interesseret investor, men da krisen kom, og prisen for at bygge steg, blev vi nødt til at droppe projektet,« siger han og forklarer, at det ikke ville kunne løbe rundt. Prisen for at bygge ville gøre boligerne meget dyrere, og da der er loft for, hvad man må tage i leje for en ældrebolig, så hang regnestykket ikke længere sammen.
Parkering
Derfor er Claus Lundberg gået tilbage til plan a og er netop nu i færd med at etablere parkeringspladser på området.
»Vi hæver den første halvdel af grunden, den der vender ud mod Ebeltoftvej, og så udvider vi vores parkeringskapacitet der. Det har vi haft brug for længe. I første omgang bliver det med et underlag af sand og grus.«
Hvad der så skal ske i fremtiden, ved han endnu ikke.
»Forhåbentligt bliver det bedre tider, og så kan vi måske kigge på byggeprojektet igen. Og ellers må vi se, om vi får råd til at asfaltere parkeringspladsen.«
I lokalet, som hører til tankstationen, holder seniorværkstedet Virkelyst fortsat til. De har dannet en forening, som nu betaler Dagli’Brugsen en lille leje, og de kan få lov at blive der en rum tid endnu.
»De skaber virkelig liv i bygningen, som ellers ville stå tom, og det ser jo træls ud. De forstår at trække folk af huse, så det er godt for byen, at de har et kreativt værksted der.«
Værkstedet har åbent tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag og løber rundt ved at sælge de ting, de laver i blandt andet deres glas- og træværksted.
Dagli’Brugsen, som er Danmarks største målt på omsætning, indgik i øvrigt i starten af marts et samarbejde med Kooperativet i Feldballe, som den nu leverer varer til.